Broderparten

: Oprettet: 1. marts 2018

Joan Dansberg har flere udgivelser bag sig, bl.a. Sprællevende, Sagde du noget, kælling? og aftenlys. Broderparten bygger på en virkelig hændelse.

Læs mere om forfatteren her

Maria kan om få måneder fejre sølvbryllup sammen med Bjørn. De har snart tilbragt 27 år sammen, heraf altså godt 25 som ægtepar. Sammen har de sønnen Kasper og sammen driver de en lysvirksomhed. Bjørn har fire børn fra tidligere forhold, men hverken Bjørns børn eller hans to brødre og hans forældre, overrender Bjørn og Maria. Heller ikke nu, hvor Bjørns liv lakker mod enden. Bjørn har nemlig fået en hjerneskade og efterfølgende demens efter, at han fik svulster på hjernen. Kemoterapi og strålebehandling har ødelagt den mand, Maria har været sammen med i så mange år. Bjørn er blevet mere og mere ondskabsfuld i takt med, at hans sprog forsvinder og smerterne overtager. Men, hvor Bjørns familie har glimret ved deres fravær indtil nu, så springer der en bombe – antændt af Bjørns ene bror Stefan. Stefan kidnapper Bjørn og påbegynder en grotesk, voldsom og umenneskelig kamp for endelig at få fravristet Maria og Bjørn deres fælles firma. Stefan skyr ingen midler i hans voldsomme kamp for at få fat i penge, der aldrig har været hans. Da Maria er den eneste, der forstår Bjørns få ord er det Stefan magtpåliggende at få fjernet Maria. Lykkedes det, får han tilsyneladende let spil i at overtage firmaet, skubbe Marie helt ud af familien og skalte og valte med Bjørn og Bjørns penge. Bjørn, der jo på ingen måde kan svare selv, er prisgivet. Kan det virkelig være rigtigt, Danmark 2009, at en udenforstående kan smadre et ægteskab, en privatøkonomi og et firma?

Romanen er bygget op som Marias partsindlæg i sagen, fortalt i 3. person. Bogens fortæller lader læseren se med ind i Maria helvede. Handlingen veksler mellem indblik i Marias dagligdag og så gengivelser af mange mailkorrespondancer mellem Maria og sagens øvrige parter – Desværre synes jeg, at figuren Maria drukner i de mange mails og den megen opremsning ligesom jeg oplevede, at der i mailkorrespondancerne fremkom oplysninger, så ikke var fortalt i nedslagene i dagligdagen. Jeg ville meget gerne have været inde under huden på hende, have klarhed over hvorfor hun agerer som hun gør, og måske endnu vigtigere, hvorfor hun ikke agerer noget mere.

Jeg havde gerne set solid redigering og ikke mindst en mere litterær tilgang til denne usædvanlige og yderst vigtige fortælling. Måden Broderparten her bliver præsenteret på, bliver en perifer gennemgang, (specielt de mange mails er ofte gentagene og, i min optik, upersonlige) hvor jeg faktisk også selv blev lidt irriteret på Maria. Hvilket på ingen måde kan have været hensigten med romanen. Opbygningen gav mig desværre rum til de negative tanker, og der er altså en endog meget stor skam. Jeg ville også gerne have haft klarhed over, hvor meget af denne fortælling, der er taget direkte fra virkeligheden og, hvor meget der er litterære friheder. Jeg er helt klar på, at virkeligheden nok overgår fantasien – med mange længder. Men, kan det bevises, at både politi, domstole og offentlige myndigheder tilsidesætter gældende lovgivning, så burde journalisterne stå på nakken af hinanden for at få sandheden frem i lyset. Det kan Broderparten måske være med til!

Temaet omkring hjerneskadede og deres rettigheder er jo mere og mere aktuelt. I takt med, at vi bliver ældre, kommer der flere og flere med f.eks. demens. For slet ikke at tale om de, der rammes af afasi og apopleksi og derfor for større eller mindre skader på hjerne og krop. Hvad enten sygdommen rammer pludseligt eller kommer i en mere jævn strøm, kan både den syge og familien komme i klemme i systemerne. De, der ved, at sygdommen er på vej, kan måske nok nå at tage deres forholdsregler. Men, hvad nytter det, hvis (rets)samfundet ikke træder i karakter?

Så, selv om jeg synes det litterære trænger til en opstrammer, så er det her en bog jeg ikke rigtig kunne lægge fra mig, og bogen skal have en varm anbefaling. Først og fremmest for at kaste lys over systemernes fejl og mangler. Dernæst tænker jeg, at bogen kan bruges til skræk og advarsel, for uagtet, hvordan vægtskålene med fiktion og nonfiktion er fyldt, så tegner Broderparten et grusomt billede af kynisme. Tankevækkende, vedkommende og vanvittig vigtig – læs den.