Ludomanfælden

: Oprettet: 6. maj 2019

ludomanfælden

Ludomanfælden er forfatterens beretning om et næsten 20 årigt lang liv som misbruger.

Rune Engstrøm har haft et utal af forskellige jobs bl.a. Kontorassistent, rengøringsassistent og postmedarbejder. Litterært er Ludomanfælden hans femte udgivelse.

Rune er født ind i en ”Amagerkansk kernefamilie” Livet i Kastrup med far, mor og lillebror var fyldt med kærlighed og trygge rammer med ferier både i familiens sommerhus og i udlandet. Allerede som teenager begyndte Rune at spille. Det begyndte med tips og trav, og udviklede sig siden, i takt med tidens nye muligheder, til Oddset og Kasinoer. Rune fik også tidligt en stærk rastløshed i sig, hvilket har betydet utrolig mange jobskifte, ledighedsperioder og mindre indtægter. Faktisk var den eneste faste bestanddel i Runes liv familien og spillet. Og Rune spillede – han spillede så meget, at han har taget lån stort set alle vegne, han har stjålet fra sin arbejdsplads, og så har han stjålet et stort beløb fra sine forældre, da han passede deres hus. For nok siger Rune, at han er i besiddelse af samvittighed, men han evner ikke at få samme samvittighed frem, og helmer ikke, da han (igen) ser en mulighed for at mangedoble det beløb han ”låner” uden forældrenes viden. Forældrene udviser storsind og familien hænger sammen indtil Rune igen er i bundløs gæld. Denne gang går han til forældrene og beder om et stort lån, da han, uden at kende fakta, formoder, at han vil blive stillet til regnskab for endnu et misligholdt lån. Rune får nej og slår hånden af sine forældre (og bror) og sejler videre gennem floden af ubetalte regninger og konstante besøg på kasino og i spillebuler. Efter 20 år som gambler får Rune endelig resultater af de behandlingstilbud, han har fået og han påbegynder et nyt liv. Et liv som vandrer, et liv som en mand, der betaler sine regninger, et liv med mad på bordet og ikke mindst et liv som eks. ludoman.

Sprogligt er Ludomanfælden let tilgængelig. Sproget er ungt, der mangler redigering og layout, men fortællingen er, sprogligt, let at læse. Til gengæld savner jeg redigeringen: det bliver ganske simpelt for gentagende, for ustruktureret og for løst. Fortællingen fremstår som punktnedslag, der så går frem og tilbage i erindringsglimt og forsøg på at skabe spænding. Skal bogen bruges som hjælp til selvhjælp eller som hjælp til en nærtstående, skal der være konkrete eksempler og konkrete beskrivelser – det savnede jeg her.

Groft sagt, så er bitterhed, modsatrettede informationer, løftede pegefingre og manglende konkretion repræsentativt for Ludomanfælden. F.eks. er kreditorerne som frådende hunde, der tager ågerrenter og holder Rune fanget. Samfundet svigter ved ikke at tilbyde øjeblikkelig hjælp til Ludomaner og ikke mindst synes Rune, at hans forældre har svigtet grumt. De har handlet helt forkert og fortjener ikke Runes kærlighed længere, han har simpelthen vejet dem og fundet dem for lette.

Det fremstår dobbeltmoralsk og meget bittert for mig. F.eks. har forfatteren har også lavet et indlæg om, hvorledes han mener, at andre familier og venner skal behandle misbrugere (de refleksioner er virkelig gode og meget brugbare) – Problemet er bare, at Runes egen familie gjorde stort set dét, han efterlyser – men de bliver i dén grad lagt for had for det og hængt ud her. Og så kommer den gentagne fremhævelse af et par andre familiemedlemmer til at fremstå som en infantil ”hvem kan pisse længst” hvilket faktisk er rigtig skidt, for en konkret og dyb beskrivelse af hvilken hjælp og hvordan det virkede, havde været super brugbart.

En anden åbenlys modsætning er, at den ene hånd fremhæver den manglende kvinde og de manglende ønskebørn som roden til al ondt – Årsagen til, at Rune er alene og uden børn angives som kræsenhed, mens tilstedeværelsen menes at ville have stoppet alt spil. Mens den anden hånd beskriver, hvordan kvinder skal flygte over hals og hoved fra en ludoman – for alt for mange børn bliver ødelagt af deres fædres misbrug.

Derfor savner jeg også selvindsigt og mere ansvar for egne handlinger i forhold til pengeudlån og samfundsansvar. Ja – alle misbrugere har behov for hjælp i samme sekund, de beder om den – uagtet om det er f.eks. selvmedicinerende psykisk sårbare, stof/alkoholmisbrugere eller ludomaner. Og ja, det burde vi som samfund gøre mere ved. Men, det er for let at kaste skylden på samfundet og de muligheder, man ikke selv kan modstå.

Således har Ludomanfælden været interessant læsning på mange punkter. Litterært var det en skuffelse, ikke mindst idet jeg ikke kunne gennemskue målet. Men jeg synes det er virkelig vigtigt at også ludomani kommer frem i lyset og bliver aftabuiseret. Det er svært at spotte, men her er heldigvis et par eksempler, der i det mindste bør vække omtanke ifald de genkendes – og dermed er første skridt allerede taget.