Pin It

Svigt

En autobiografisk fortælling

Rudi Elisabeth Kofoed Bach debuterer her som forfatter. Bøger har ofte været en del af Rudi Bachs liv. Hun har tidligere bl.a. arbejdet som biblioteksmedhjælper og været frivillig i Stadsarkivet og så har hun haft bogsektionen i en genbrugsbutik.

»Hvorfor lod du ikke den nye familie få den lille pige? Hun skulle nok have fået et godt hjem« {…} Inge svarede hårdt: »Hun skal aldrig nogensinde há det bedre end mig. Men jeg vil ikke há hende, jeg vil leve.«

Rudi kommer til verden som aldeles uønsket. Hendes far har forladt hendes mor, og hendes mor ønsker øjensynligt kun at gøre livet surt for den lille pige. Således bliver Rudi formeligt kastet ind hos sin mormor og morfar, mens Rudis mor straks strøg videre med sit liv. Lille Rudi elskede sine bedsteforældre og havde en tryg og kærlig barndom hos sin mors familie – lige indtil mormor får brystkræft og ikke længere kan tage sig ordentligt af Rudi. Mormor finder en kærlig familie, der meget gerne vil adoptere Rudi, men Rudis mor afviser blankt den ordning. Derfor bliver Rudi flået fra sin elskede mormor og de trykke rammer, for at blive indlemmet i sin mors nye familie i den modsatte ende af landet. Men ikke fordi Rudis mor gerne vil have hende hos sig, for det vil hun egentlig slet ikke. Det ser mere ud til at være moderens nye mand, der prøver at gøre noget godt for sin steddatter. Men lyspunkterne er få, og alle de ting, som Rudi finder glæde ved, bliver hende frataget så snart moderen finder ud af sagens sammenhæng. Bl.a. får Rudi en friplads på mellemskolen i nabobyen, fordi hun meget gerne vil dygtiggøre sig. Men, den plads tager moderen fra hende, så snart de er ude af byskolens rammer. En barndom som uønsket, sætter sit store præg på et barn. Det er derfor en såret kvinde, der fortæller om de svigt, hun har mødt hele livet igennem.

Sproget er ungt, og ganske let at gå til. Det inkluderer en bred læseskare fra store børn og opefter. Jeg troede, at jeg så forkert, da jeg opdagede det lave sidetal. Kan man kalde 30 sider en roman? Er romanen ufærdig? Kan man levere en levende og fyldestgørende fortælling på så få sider? Måske, men her i ”Svigt” fungerede det desværre slet ikke for mig. Det startede ganske fint, men meget hurtigt fik erindringerne karakter af opremsning og bittert nag, hvilket er utrolig trist for både fortællingen og Rudi.

”Svigt” er et voksent barns autobiografiske resume af et liv, hvor barnet var uønsket af den ene side af familien – og elsket af den anden side. Det er ondskab i sin reneste form at behandle sit uskyldige barn så grusomt, og ladet hadet løbe frit. Desværre er Rudi hverken det første eller det sidste barn, der oplever kaos og må se søskende blive forfordelt. Netop derfor havde jeg virkelig ønsket at kunne give Rudi en ekstra stemme, så hun, udover at blive set og hørt, også kunne få lov at stråle i sin mosters, mormors og mands klare lys.

Jeg håber, at forfatter og forlag vil ud- og underbygge fortællingen om Rudi, så den bliver levende og så vedkommende, at vi læsere tænker to gange, hvis vi bliver vidne til noget tilsvarende. For der er ikke ret meget finere end at skabe præcedens, udviske tabuer og vise, at alle børn er noget meget værdifuldt.

 


© Bognørden

 

Forfatter: Rudi Elisabeth Kofoed Bach

31 sider Historia

Anmeldereksemplar

Pin It