Et liv som ordblind i folkeskolen

: Oprettet: 21. februar 2020

Et liv som ordblind i folkeskolen forside Jesper Sehested

Rejsende i Dysleksi (Ordblindhed)

Det er én måde at betegne Jesper Sehesteds nuværende karriere. En diktat i niende klasse, afslørede, at havde Jesper 71 fejl ud af diktatens 92 ord. Det er et billede på, hvor stor en bedrift det er, at Jesper er så højtuddannet, som tilfældet er. Jesper er uddannet Cand.Merc. i økonomi og strategi, men arbejder i dag fuldtids med at udbrede kenskabet til det at være ordblind.

7-8 % af de danske skolebørn er ordblinde – det betyder, at i hver eneste skoleklasse sidder der et eller to børn, der er ordblinde.

Bogen her, er en samling af episoder, hvor læseren kommer med ind i hovedet på ordblinde folkeskoleelever, og oplever nogle dagligdags udfordringer. Hvert eksempel starter med en tegneseriestribe, og er skåret over stort set samme model: observationen fra børn, der ikke bliver set af deres omverden. Forældre og skolelærere, der ikke har opdaget, at barnet har et problem med ord. Det ordblinde barn, benytter derfor forskellige metoder, til at komme ud af den aktuelle knibe eller til at fjerne opmærksomheden fra de manglende evner indenfor læsning og stavning. Her et par eksempler fra bogen:

Jens-Emil skal have sit yndlingsfag geografi, han sprudler af entusiasme… Lige indtil Tina siger: »Find jeres bøger frem og slå op på side 42. I skal lige læse det første afsnit…» Men, det har de jo ikke haft for hjemme – Jens-Emil ved, at han ikke kan nå at læse afsnittet, for der er svære ord allerede i første afsnit – ord, Jens-Emil på ingen måde ved, hvad betyder. Inden Jens-Emil er kommet i gang, ser han klassekammerater være langt i teksten, og da Tina så begynder at tale oppe ved tavlen, må Jens-Emil opgive at få styr på teksten. Selvfølgelig vælger Tina at spørge, hvad Jens-Emil fik ud af teksten. Han mærker panikken og skammen i kroppen, men han vil IKKE vise de andre, at han ikke kan læse. Så Jens-Emil vælger at starte en konflikt med Tina, og i stedet for at blive til grin foran klassen, er Jens-Emil lykkelig for at blive sendt uden for døren. Hellere fræk end dum!

Kathrines klasse skal lave gruppearbejde, tre i hver gruppe. Kathrine står som den eneste uden en gruppe da læreren spørger, hvem der mangler en gruppe. Men, da læreren så spørger, hvilken gruppe, der har plads til Kathrine, er der ingen, der rækker hænderne op. Kathrine ved godt, hvorfor klassekammeraterne ikke vil have hende med i deres grupper. Kathrine VED, at de ved, at hun har virkelig svært ved at få bogstaver til at give mening. Ganske rigtigt: da læreren siger, at Kathrine SKAL være i Emil og Mikkels gruppe, prøver Mikkel at slippe af med Kathrine: »Hvorfor skal vi have Kathrine med i vores gruppe? Hun kan jo ikke stave« Læreren bliver vred, skælder Mikkel ud, og forlanger en undskyldning til Kathrine. Da Kathrine endelig sætter sig ved de to drenge, kigger Emil på hende og siger: »Måske du kan lave tegningerne til opgaven, Kathrine?« Hvordan kan Emil dog vide, at Kathrine er virkelig glad for at tegne, og faktisk også er god til det?

Sproget er ungt og upoleret, hvilket, sammen med det lave lixtal, har en delvis oprindelse i bogens præmis, at belyse hverdagssituationer set ud fra et foleskolebarn, der er ordblind. For både figurer og handling gælder, at inkompetente voksne svigter børnene, der så til gengæld dækker over deres manglende læsefærdigheder f.eks. ved at starte konflikter. Undervisere BØR kunne spotte dysleksi ganske hurtigt, og dermed finde konflikternes virkelige udløb, stoppe mobningen og påbegynde hjælpen. Forfatteren her, har valgt en ensartet og meget sort/hvid fremstilling - Jeg køber hovedpræmissen, men da denne bog også henvender sig til privatpersoner, havde jeg meget gerne set en (kort) faktuel gennemgang af dysleksiens væsen, og mest af alt savnede jeg et par værktøjer til at spotte de ordblinde uden for skolen.

I dag er det desværre stadig tabuiseret at være ordblind, men vi er som samfund heldigvis nået langt gennem de sidste årtier. Fra at behandle ordblinde som dumme, mentalt udforede mennesker, der kom i specialskoler, er der i dag kommet hjælpemidler, der giver ordblinde muligheder for boglige uddannelser og senere ønskejobs. Normalt vil du opleve et fravær af ”kendis namedropping” på Bognørden, men lige i denne kontekst, er namedropping en gave, for der er faktisk en del offentlige personer, der er ordblinde, og kan bruges som rollemodeller – for de er tydelige eksempler på, at det meste KAN lade sig gøre, også selv om det er umådelig svært at læse. Fra udlandet kan bl.a. nævnes den svenske kronprinsesse Victoria og de amerikanske skuespillere Jennifer Aniston, Whoopi Goldberg, Jim Carrey og Will Smith. I vores egen lille andedam kan nævnes vores tidligere skatteminister Karsten Lauritzen, skuespillerne Ghita Nørby og Pilou Asbæk, standup komiker Christian Fuhlendorff og X faktor dommer Thomas Blacman. Alle har skabt sig en karriere, hvor de står helt fremme i offentlighedens lys, naturligvis bedømt på deres evner indenfor deres respektive felter. Dysleksi er en lille del af de ramte mennesker – ikke en definition!

”Et liv som ordblind i folkeskolen” kan læses af alle, fra mellemskolen og op, den kan f.eks. bruges både som øjenåbner, samtalestarter, til temadage i undervisningen eller ”blot” som en frilæsning for at få et lille indblik.