Tro i hverdagen

: Oprettet: 6. april 2020

Troihverdagen

Kristendommen ifølge Anne-Cathrine Riebnitzsky

”Tro i hverdagen” er en samling fortællinger om livet med tro og kristendom. Nu er turen kommet til Anne-Cathrine Riebnitzsky, den prisvindende romanforfatter bag bl.a. Djævlens yngel. Med så forskellige karriereveje som, udsendt sprogofficer i Afghanistan og nu fuldtids forfatter og foredragsholder, har Anne-Cathrine Riebnitzsky en erfaringstung rygsæk, hvor også kristendommen har en fast plads.

Når troen på Gud er blevet etableret, hvad og hvordan kan den så bidrage med/til i dagligdagen? Anne-Cathrine Riebnitzsky har udvalgt passager fra sin livsbane, hvor hun beretter om sin egen tro, og sine fortolkninger af kristne budskaber, og så lufter hun stærke synspunkter. Fx dette påstulat:

citattegn

»Som kristen er du klar over, at der er forskel på rigtigt og forkert {…}«

Eksempler fra bogen:

Om at turde tro:

»Hvis man tror, at Jesus var Guds søn, at Gud kom ned på jorden og gav sig selv til kende i formen Jesus, så er man troende kristen.«

At turde tro på Gud, er en sigende overskrift, en overskrift, der nok hænger sammen med samfundsændringen gennem det seneste århundrede. Flere melder sig helt ud af folkekirken, flere er kulturkristne og dermed havner de tilbageværende fra tid til anden i ”fordomsmøllen”. Fx ”Tro er roden til alt ondt” og ”Tro er for de, der ikke kender fysikkens love” etc. Også forfatteren her, har oplevet at skulle forsvare sin tro på kristendommen, ligesom hun i den anden ende af spektret, har været i tvivl om hendes tro blev trukket for langt – så fortællingen rummer også en rigtig vred forfatter, der skælder ud på sin Gud. Alligevel er hun urokkelig i sin tro og tør i dag lytte til de indre budskaber og stå ved dem.

Guds stemme:

Hvor der på tværs af trosretninger, er bred enighed om, at bøn er den "rette vej til ”Guds øre”, er der stor forskel på, hvor og hvordan Gud ”besvarer” de bønner han modtager. For Anne-Cathrine Riebnitzsky er naturen, skaberværket, det sted, hvor hun oplever stærk samhørighed med sin Gud. Men, derudover har hun en klar følelse af, at Gud taler til hende hver dag. Det kan være under læsning, hvor der pludselig kommer ”lys på” en sætning, en talemåde eller en passage, der ”taler” til hende. Det kan også være i form af nogle af de mange pludselige og uforklarlige indskydelser, der kommer til os livet igennem, når vi står overfor en skillevej. De indskydelser, vi ikke kan forklare med ord, mere som fornemmelser – Riebnitzsky kalder de uforklarlige indskydelser for ”trosfeltet” og ”overbevisningsfeltet” – der, hvor hun mærkermme tvivlen til livs.

Om at føle den indre fred:

»Folk er sjældent så frie, som de bilder sig ind. Vi er fulde af misforstået hensynsfuldhed. {…} For mig at se er den indre fred en af de hyppigste måder, hvorpå Gud taler til os«

At gå med sin egen indre fornemmelse frem for med omverdenens pres, giver naturligvis næring til indre tilfredsstillelse – men ikke nødvendigvis til umiddelbar fred. Vi er alle kaptajner på egne skibe, og livet igennem kræver det finesse, at manøvrere sit eget skib sikkert i havn, mens vi skal undgå at grundstøde og/eller skade andre skibe. Riebnitzskys indre rejse med Gud som væbner og guide, har efterhånden lært hende, at hun skal lytte mere til roen i sig selv, og agere efter den. Belønningen oppefra kommer, når hun mærker den indre fred sænke sig, når hun har taget den, for hende ”rigtige” beslutning. Hvilket også skal ses i lyset af, at de omkringværende ikke mærker den ro, hun mærker - tværtom. Hvilket fletter fint ind idet næste kapitel.

Du skal elske din næste som dig selv:

»Alt for mange kristne – ja måske ikke bare kristne, men overhovedet nordboere, der har en lang historie med kristne værdier – har på en eller anden måde forlæst sig {…} Jeg har mødt, set, hørt og mærket mange stressramte kristne mennesker i tidens løb. Det er ikke nogen god reklame for kristendommen«

”Du skal elske dig selv, som din næste”, er Riebnitzskys bud på en moderne omskrivning af næstekærlighedsbuddet. Hun mener, at det er nødvendigt at modernisere denne tankegang idet hun mener, at vi mennesker ofte er for dårlige til at passe på os selv – At vi har misforstået essensen i budskabet. Selv Jesus tog sig tid til at pleje sig selv, han takkede ja til luksus, ligesom han jævnligt søgte væk fra sine undersåtter for at tanke op. Derfor er Riebnitzsky klar i mælet, når hun hamrer en pæl igennem det synspunkt, at vi mennesker skal bruge tid på at pleje os selv og tanke op – ellers bukker vi under.

Anne-Cathrine Riebnitzsky leverer en lettilgængelig fortælling om sin brug af kristendommen, sit tilhørsforhold til sin frikirke og Gud, ligesom hun deler sine tanker omkring tro, nordiske kristne og kristendommen i sin helhed. Om det er postulater, praktiske erfaringer eller åndelige gengivelser, så er Riebnitzskys en kvinde, der hviler i sin tro, og lever sit liv efter den. I dagens Danmark har kristendommen og kirkerne et stadig faldende medlems- og besøgstal. Om faldet handler om ikke at turde tro, om det er (manglende)oplysning eller noget helt tredje, kan kun de enkelte mennesker besvare. Riebnitzsky gør i hvert fald sit til at inviterer alle parter til fordybelse og eftertanke.

Denne series præmis er at give et billede af, hvordan ”kendte kristne” lever med deres tro, og hvad troen betyder for dem. I en tid, hvor verden igen terroriseres af individer, der misbruger tro til at føre krig – I en tid, hvor spørgsmålet om at adskille kirke og stat er stadig mere konkret – har den danske kulturarv, rigtig svære kår. Derfor er denne lille serie om kristendommens betydning for den enkelte, måske mere betydningsfuld, end som så.

Måske er det også baggrunden for, at Riebnitzsky, går uden om de større tvivlsspørgsmål – hvilket faktisk er trist. Det havde været prikken over iét, hvis noget af den tvivl, der faktuelt udfordrer troen i sin helhed og kristendommen specifikt, havde fået fokus.
Alle mennesker, har brug for at tro på noget! Om det så er liv efter døden, spøgelser, forskellige udgaver af Gud eller noget helt fjerde, er uden betydning, så længe troen støtter den enkelte, skaber tilhørsforhold - så længe tro ikke misbruges som magtmiddel eller til egen vinding. Held, pludselige indskydelser og tekst, der ”taler” til sin læser - er det mon Helligånden, Gud, eller blot vores egen intelligente underbevidsthed, der taler? Er vi kærlige empatiske ”flok væsener” fordi det er kulturelt nedarvet fra kristendommen, eller ”bare” fordi, vi kan lide at glæde andre og derigennem os selv? Det må være op til det enkelte menneske at fortolke. Anne-Cathrine Riebnitzsky har fundet sit ståsted, måske gen/finder du også dit.