Djævlens døtre

: Oprettet: 17. december 2018

djavlensdotre

Djævlens døtre er fjerde og selvstændige bind om Jægersoldaten Michael Plessner.

Forfatteren er, præcis som sin hovedperson, jægersoldat. Og så har Rathsack også arbejdet som livvagt og sikkerhedsrådgiver. Han har været usendt i nogle af verdens brandpunkter og er hædret med en amerikansk udmærkelse.

Michael Plessner har nedsat sig i hovedstaden som livvagt for de, der har pengene og har brug for at blive passet på. Derudover lever han et ensomt liv, hvor der ikke er plads til de store afvigelser. Men som altid med Pless, så er der ikke stille ret længe, og tingene eksploderer nærmest rundt om ham. Han takker ja til at agere chauffør og livvagt for en rig ukrainsk kvinde, men allerede under indgåelse af samarbejdet, bliver Pless klar over, at den smukke Yulia på ingen måde, er en almindelig kunde. Og da Pless næsten samtidig bliver tvunget til endnu et sammenstød med en bande, møder han både problemer og mulige samarbejdspartnere. Var det ikke nok, så bliver arbejdet for og med Yulia af en karakter, som Pless på ingen måde kunne have forudset. For Yulia er ikke bare en smuk og rig kvinde, hun er en kvinde med en mission. En mission, der kan bringe både Yulia og Pless på kollisionskurs med en underverden, hvor menneskeliv udelukkende tæller så længe de skaber profit. Kort sagt: Pless og Yulia må finde ud af, om de kan stole på hinanden og ikke mindst skal de enes om, hvor langt de er parat til at gå for, at Yulias mission måske kan fuldføres. For den potentielle livsfare, de sætter sig selv i, synes at stige time for time mens antallet af fjender gør præcis det samme.

Rathsack skriver drangerøvsbøger. Således er også Djævlens døtre en bog, der emmer af testosteron og storhedsvanvid. Sproget er, i det store hele, flydende og letlæseligt, og scenerne er lette at finde rundt i. Det giver en læseoplevelse, hvor eneste krav er at spænde selen og holde fast. Plottet er let gennemskueligt og ganske kendt. Det er derfor ikke plottet, der skaber fortællingen, men derimod vejen mod en eventuel løsning. Til gengæld går Rathsack helt til kanten denne gang, og flere passager er så levende og grusomme, at jeg faktisk blev fysisk dårlig. Så selv om sproget er letlæseligt, rummer det usædvanlig grimme handlinger, der sætter sig på nethinden – også når bogen ikke er åben.

Netop de grufulde beskrivelser gav mig et stort håb om mindre supermand og mere realisme, men her blev jeg slemt skuffet. Rathsack kaster konstant om sig med superlativer om Pless og hans evner. Der findes ikke den mand, det dyr eller de metoder Pless ikke evner at bekæmpe – og det, meget bedre end alle andre. Og i det lys, klinger det så endnu mere hult når Pless kører promillekørsel, falder over hovsaløsninger, finder sammen med ”verdens bedste” i et snuptag , og ikke mindst deltager i en mission, der får dødelig udgang pga. inkompetence. Det er i min optik virkelig ærgerlig, for det her er en spændingsroman med rigtig mange vigtige temaer. Temaer, der gav min læseoplevelse en grum, men bragende start, men så altså druknede i gentagne superlativer og action.

Jeg kom ind i serien i bind tre. De manglende erfaringer fra de to første bind genrede dog på ingen måde læsningen, og igen her i den fjerde roman om Plessner, vil jeg garantere, at alle læsere kan være med – nye som gengangere. Er du til højhastigheds action, biljagter og slagsmål, så er dette en roman, der bare skal på to read listen. Trods mit savn efter realisme var jeg godt underholdt, og fik som sagt også sat endnu et mærke ved, hvor grim verden stadig kan være.