Fjendespor

: Oprettet: 3. november 2019

Anden roman med politimanden Stefan i hovedrollen

Keld Broksø, journalist, kommunikationsrådgiver og nu også forlagsejer, er tilbage med endnu en roman om politimanden Stefan. Broksøs forfatterskab tæller både en børnebog, en fagbog og nu seks romaner. Jeg lærte Broksøs forfatterskab og Stefan at kende i forgængeren "Koldfronter" som er forgængeren til Fjendespor.

Betjenten Stefan er ved at flytte ind i sin nyindkøbte og nybyggede lejlighed i Sydhavnen. Stefans seneste kæreste stak af fra ham, så han skal starte forfra, derfor er det en gave for ham, at han bliver udvalgt til et FBI kursus i New York. Men under en tur rundt i storbyen, bliver han pludselig passet op af en mand, med en pistol under jakken, for så at blive ført ind i en luksuslimousine, hvor en anden mand venter. Manden i den hvide limousine, påstår, at han er Stefans jugoslaviske onkel, der nu har brug for Stefans hjælp. Stefan ved, at han er adopteret fra Albanien, da han var tre år gammel, men derudover ved han ikke mere om familien på Balkan. Manden i limousinen viser Stefan billeder, som angiveligt viser Stefan sammen med sin far, men reelt ved Stefan ikke, hvad han skal tro. Alligevel indvilger han i at mødes med manden igen nogle dage senere. Men sekunderne efter, at Stefan er stået ud af bilen, springer fem mænd frem, omringer limousinen og skyder den fuldkommen i stykker - ingen kommer ud af bilen. Efter afhøring hos FBI er Stefan tilbage i København, hvor hans chefer på politigården nu vil bruge Stefan til at opklare mysteriet med ”onklen” som angiveligt er narkobaron og ikke er set de sidste mange år. Dansk politi er bange for, at sagen vil ødelægge samarbejdet med FBI, så derfor vil de danske chefer, prøve at gøre amerikanerne glade igen. Stefan får en stak kontanter og en lille uge til at finde hoved og hale i sagen, en sag som nu bringer ham rundt i Europa bla. Berlin i Tyskland og Skopje i Makedonien. Stefan trækker et spor af blod og tabte menneskeliv efter sig, spørgsmålet er så om han midt i voldens øje, er i stand til at finde de svar både hans chefer og han selv leder efter.

Lixtallet er perfekt til den brede læserskare, men romanens opbygning, med gentagelser, modsætninger og opremsninger, ødelagde desværre mit læseflow. I stedet for at tage mig med ind under huden på Stefan og de øvrige figurer, sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at jeg ikke kender én eneste af dem, de er perifere og uden dybde - når man ser bort fra stereotyperne. Uduelig selvoptaget mand, der til enhver tid ved bedre, altid er i toppen af magtens centrum og naturligvis også tiltrækker kvinder og misundelse – den figur er desværre ofte at finde i krimilitteraturen, og således også her.

Derudover havde jeg virkelig store problemer med benævnelserne, specielt indenfor politiet f.eks. ”politisystemet og politibil”(systemet og patruljevogn) Hvilket bringer mig til næste punkt: en spændingsroman/krimi med deltagelse af politi, SKAL være realistisk, hvis jeg skal fastholdes. Jeg oplevede desværre et totalt fravær af realisme. Cheferne hos politiet giver Stefan (en uduelig betjent uden nogen former for kompetencer) en håndfuld kontanter (under bordet) for så at sende ham hjem for at komme på plads i lejligheden i Sydhavnen, inden han påbegynder sine fire dage rundt i Europa for at opklare sagen. At Stefan, ene mand og på fire dage, skulle kunne opklare en sag bedre og hurtigere end både FBI, Europol, Dansk Politi etc. ER vel nærmest selve indbegrebet af kliche.

Er der noget Broksø kan, så er det at researche og lade sin viden og interesse for Østeuropa skinne igennem. Som forgængeren ”Koldfronter” er det også her i ”Fjendespor” forfatterens tydelige faglighed, der er romanens force. Spændingsromaner skal i sagens natur have action, men mere er langt fra altid bedre, og her ville jeg meget gerne have nøjes med langt mindre action – ikke mindst fordi det, der virkelig skinner igennem, fagligheden, drukner.

Nu har jeg været med gennem to romaner om Stefan og Østeuropa. Begge med samme resultat: spændingen udebliver og jeg evner ikke at relatere til hverken figurer eller handling. MEN, jeg vil meget gerne læse mere om udviklingen, sam- og modspillet mellem øst og vest. Så, jeg håber, at næste udgivelse bliver en art historisk roman, hvor forfatterens store vid om emnet kan komme til sin ret.