Mit halve hjerte, mit hele liv

: Oprettet: 9. november 2018

mit halve hjerte

Morten Sabroe dykker igen ind i sit inderste med denne nye personlige roman.

Morten Sabroe er forfatter og journalist og har et langt og varierende forfatterskab bag sig. Af personlige romaner har Sabroe udgivet: ”Sidste tog”, ”Du som er i himlen” og ”Fader vor”

Den forfængelige Morten Sabroe kæmper med sine ”lorteben” de ben, der er hårdt angrebet af ødemer (væske) og afholder ham fra at se sine ellers slanke fødder, de fødder, der viser de fine blodårer. Samtidig kæmper han med en stram økonomi, angst for, at hans hustru er ved at forlade ham og ikke mindst kæmper han med at kunne gøre som han selv vil. Det bliver til en roman, der skyder med spredehagl: Scenerne skifter, det samme gør de emner som Sabroe kaster sig over. Læseren kommer med til Thailand på skriveophold. Med hjem i det Sabroeske univers, hvor det tætte par er gledet fra hinanden. Med på hospitalet, hvor datteren får sine psykiske diagnoser, hvor Morten kigger tilbage på sit eget og datterens liv, hvor det går op for Morten, at alt det han har forsøgt at flygte fra, faktisk er det han gentager med sin datter. Læseren kommer med da Jørgen Leth er på selvmordets rand, med da kollegaen og vennen stort set drikker sig ihjel. Med ind i forholdene til ekskonerne, set fra Mortens side. Og endelig tager Morten Sabroe læseren med på et stykke af den indre rejse, der pågår i hans hoved som nærmest skitzofrene dialoger. For med alderen kommer skavankerne som før nævnt. Men også tankerne om sygdom og død kommer til at fylde, og de fylder en stor del i denne nyeste roman fra Sabroe.

”Hvad siger du? Du er såret? Vi er alle sårede. Det er hvordan man behandler sine sår der viser det menneske man er”

Sabroe er en super formidler. Han leger med både sprog og form, og mit halve hjerte er vel nok den mest ustrukturerede roman fra hans hånd til dato. Jeg elsker, at Sabroe henter skønne ord frem fra gemmerne ord som: jammerkommode og portemonnæ, ligesom han kaster rundt med herlige begreber som vor herres havestue og ødemflod. Og så køber jeg pakken med de skiftende former, for de tætte samtaler mellem Morten og Morten er knivskarpe, og bliver en art adskillelse af de punktnedslag, der er fremhævet.

Morten Sabroe er ikke kendt for at slække på troen til egne evner. Det gør han bestemt heller ikke her, hvor han udråber sig selv som en fantastisk far, som journalisten, der skriver de suverænt bedste artikler, holder enetaler af nærmest ”Knud Romerske” dimensioner og fortæller om de påståede skøre kvinder i hans liv. Han svinger mellem at være en provokerende fortæller, en navlebeskuende narcissist, og en mand, der har nået en alder, hvor livet sætter spor. Spor som Sabroe er bange for, for selv om hans liv er fyldt med udfordringer, er han på ingen måde klar til at forlade det - og han vil naturligvis kræve sin ret.

Præcis som i de øvrige autobiografiske romaner fra hans hånd, er også denne fyldt med Sabroes vrede mod de mennesker, han mener, har behandlet ham skidt. Det skriger til himlen når Sabroe spidder Knausgaard for at udlevere og smadre hans familie – for så selv at benytte stort set samme metode. For Sabroe udleverer i rigt omfang ekskoner, datter, venner og forældre. Nuvel, der er små sprækker i Sabroes krigsførelse. Han levner åbninger, der kan minde om en undskyldning, en forståelse af, at hans beskrivelser ikke er fuldkommen i overensstemmelse med sandheden. Men pilene er affyret. Provokation, autofiktion eller selvopfattelse? Døm selv.

”Det er en syg tid. Det er især en syg tid for mange mænd […] Magtens mænd. Hvad gik der af dem? Hvordan kunne de? […]Den sex man truer sig til er gold og ufri, ødelæggende […] De er ti eller femten år yngre end mig, men de slår billedet af manden tusind år tilbage. […] Hvordan så de kvinder ud der fødte dem? […] Man må ikke håbe at den blodrusbesatte ubådsbygger har en mor”

Jeg er vild med ”Mit halve hjerte…” Den er vedkommende, dyb, provokerende og i det hele taget bare en roman, der kræver sin læser. Jeg er vild med at blive udfordret under læsning, og det mestrer Sabroe som få. Jeg svingede konstant mellem at se en mand med et sjældent stort storhedsvanvid, til at se en følsom mand, der benytter angreb som forsvar som Camouflage. Sabroe er helt klart bedst når han bruger sig selv uden indpakning – mere af den slags tak.