Pin It

skudetvare

Til Herning, om Herning og fra Herning

”Sku det være en anden gang” er Sarah Skyt Persson debutroman. Hun er cand.mag. i filosofi og dansk fra Københavns Universitet, men det er opvæksten i Herning, og jobbet som piccoline i Sydbank, der har været inspirationen til fortællingen om Maria.

Maria er i starten af 30érne, single, kasserer i Sydbank og så er hun født og opvokset i Herning. Julemåneden står for døren og Sydbanks årlige julefrokost er nært forestående. Maria er med i festudvalget, ligesom hun også er gået all in på det Mindfulness kursus, bankens trivselsmedarbejder har introduceret. Og Maria har brug for mindfulness i sin hverdag, for livet er slet ikke blevet, som Maria havde forestillet sig det. Først og fremmest skulle hun kun have været nogle måneder i banken, hun skulle bare lige spare op til en god rejse – det er 11 år siden nu. Ingen uddannelse og udsigt til at også Sydbank fjerner kassebetjeningen, giver Maria mange spekulationer. Privat er der heller ikke udsigt til lysere tider. Maria har haft et langvarigt forhold til en af bankens gifte chefer, som hun nu har svært ved at holde fra døren. Og så er der Marias mor. Marias mor er et udpræget kontrolmenneske, hun kommenterer og blander sig i alt. Og desværre har Marias mor sat alt ind på, at hendes datter skal finde en (succesfuld)mand og se at få skænket hende nogle børnebørn. Så Maria er presset, hun er presset på samtlige parametre, og den kommende uge bliver endnu en udfordring. Spørgsmålet er så om Maria ender med succes eller fiasko.

Romanen udgør en uge i den unge kvindes liv. Fra mandag før julefrokost i banken og julepyntning af barndomshjemmet, til søndag, hvor begge dele gerne skulle være vel overstået. En kort periode, en kort roman men, med en dybde, der endnu en gang sætter en tyk streg under, at alt handler om kvalitet – ikke kvantitet. Maria er letgenkendelig i både tanke og handling. De fleste læsere vil nikke genkendende til flere sider af Maria, samfundets og byens udvikling, og måske mest af alt, nikke til forholdet mellem mor og datter. Den forholdsvis korte roman, har så mange lag, at det nærmest er som at pille løg: jo flere lag, der fjernes des flere tårer.

Bysladder, jagten på den eneste ene og familiegnidninger er hvermandseje, således også for denne forfatter. Hun har skabt et samfundskritisk univers, hvor smålighed, geskæftighed og længslen efter kærlighed går hånd i hånd på den evige jagt efter at få fuldt hus. Med en enkelt undtagelse er romanen en yderst levende og realistisk maskine, der hamrer mod sit mål. Men som med alt her i livet, er der ingen garantier. Så ruten er måske nok fastlagt mod succes, nogle gange tager vejen bare et pludseligt sving, som både kan betyde styrt eller styrke.

Sarah Skyt Persson udfordrer sin læser, med en nøgtern, beskuende og skiftende fortælling. Alt foregår i tredje person, hvilket distancerer læseren fra figuren, giver rum til den subtile fremstilling af Maria. Der formidles som frit fra tanken, hvilket giver spring i tid og sted og kræver læserens fulde opmærksomhed – jeg kan lide det! Persson kommer med en frisk samfundskritisk formidling og et sprog som på ingen måde vidner om debut. Det bliver spændende at følge hende fremadrettet – velkommen til.

 


© Bognørden

 

Forfatter: Sarah Skyt Persson

164 sider Lindhardt & Ringhof

Anmeldereksemplar

Pin It