Urværk

: Oprettet: 11. juni 2021

urvaerk

Seneste skud fra damen med den krøllede hjerne.

Der kan ikke være mange læsere, der er i tvivl om, hvem Ane Riel er. Blandt de, der kender hendes forfatterskab, er der endnu færre, der endnu ikke er klar over kvaliteten. Riel har allerede vundet flere priser for sine romaner, og er ved også at etablere sig uden for landets grænser. Se tidligere udgivelser nederst.

Alma er i sit livs efterår, eller nærmere vinter. Alma er alene tilbage, i det hus hendes mand, urmager Otto Sørensen købte, da hans forretning, og dele af deres tidligere hjem brændte. Alma er stokdøv, stærkt gigtplaget og tiltagende dement, men hun evner stadig at holde fast i livet og rutinerne, med det yderste af neglene – eller måske er det i virkeligheden rutinerne, der gør, at Alma stadig er i live? Hver aften, som det sidste, går Alma ind i stuen og trækker det smukke Bornholmerur op. Alma føler en tæt forbindelse med uret, som overlevede branden. Faktisk så tæt, at Alma er overbevist om, at den dag, hun ikke trækker uret op, vil begges tid være randt ud. I sine lyse øjeblikke, savner Alma sin mand, sin afdøde datter, sin familie og dét at have mennesker at tale med. Men det er ikke længere muligt at have mennesker tæt på. Dels fordi, Alma jo ikke kan høre længere, dels fordi, hun og Otto ikke længere omgikkes andre mennesker, men også fordi, Alma har en meget klar fornemmelse af, at hun skal sørge for, at der ikke kommer mennesker ind i huset. Men pludselig ændres Almas liv – eksplosivt. På den ellers mennesketomme vendeplads ude foran Almas hus, kommer der pludselig en lille dreng forbi med sin hund. Det gentager sig dag efter dag, og Alma drages af drengen. Snart bliver hun nødt til at beslutte, om hun skal vove at give sig til kende, eller om det, hun fornemmer, hun skal skjule, er vigtigere end at forsøge at blive set.

”Urværk” endnu en gennemarbejdet perle. Sproget er legende let, flydende og yderst inkluderende – læseren bliver ganske enkelt suget ind i den elskelige Almas tavse verden. Ret hurtigt træder ligheder med Misse Møhge frem, hvilket er med til at fastholde spændingen for, hvad der egentlig er sket i Almas liv og hus. For, det gælder naturligvis også her, at djævlen er gemt i detaljen – og djævlen, skal du nok få at ”se”

Qua det univers, Riel har skabt, er persongalleriet yderst smalt. Det betyder, at der er ganske god tid til at dvæle ved det inderste i mennesket. Og både Alma, Otto og de øvrige figurer, står knivskarpt i både ord og handling. Som med løg, skræller Riel lag fra lag af ”hylstrene” og sætter spot på den grånede masse af sort/hvide tanker og handlinger, der gør et menneske.

Riel har valgt tredje person fortælleformen, hvilket umiddelbart kan skabe distance, men som her bliver en naturlig nødvendighed. For udover Almas livshistorie og dagligdag, spiller også hukommelse en afgørende rolle i fortællingen. En rolle, der belyses fra alle sider, men som lader det op til læseren at definere. Som altid hos Riel, er figurerne spillevende, alt i og omkring dem, er gennemarbejdede og udstråler en sublim indsigt – denne gang også i demenssygdommens væsen.

Riel har igen skabt et skævt univers, som rummer hele paletten af det menneskelige indre. Med snilde, humor og sublim fortælleevne, spidder hun alvoren, mørket og det todimensionelle i os alle. Jeg har før, og vil til stadighed påstå, at Ane Riel er en ener indenfor denne ædle kunst. Det faktum, at hun har modtaget flere krimipriser, for romaner, der ikke er kriminalromaner, fortæller det hele.

Jeg kan jo ikke vide, hvilken side af Alma og hendes liv, du genkender først. Heller ikke, om du kan bruge ”Urværk” i din tilgang til mennesker omkring dig. Jeg kan blot garantere, at du kommer til at genkende, kommer til at overveje tilgangen. Lige så kan jeg garantere, at du Alma vil kravle ind under huden på dig. Riel vil, med Alma som spydspids, liste ind i dit moralkodex og afkræve opmærksomhed og svar. For det er dét hun gør – Ane Riel. Hun fremviser mennesker, hudløst uden at udstille - giver de skæve støtte, de oversete lys og stemme. Og hun har en så forfinet evne, at hendes læsere ikke opdager hånden, der fører.

Jeg må være ærlig; jeg blev skuffet da romanen ankom. Sådan irrationelt skuffet. Irrationelt, fordi jeg jo er fuldkommen klar over, at kvantitet på ingen måde garanterer kvalitet. Men, fordi jeg har været med på hele rejsen ved jeg, at Ane Riel er noget helt særligt. Hun er et unikum indenfor sit felt, derfor er hendes nye romaner altid belagt med enorme forventninger, pakket ind i manglende tålmodighed. Med det, kommer også den ufravigelige viden, at så snart sidste side er vendt, er det igen forfra med ventetiden – som alt andet lige, ville være en smule kortere, hvis romanen havde 500 sider frem for 231. Som sagt: irrationelt.

Er du kender af Ane Riels forfatterskab, så ved du, hvad du har at glæde dig til, hun leverer igen. Har du endnu ikke stiftet bekendtskab med Danmarks mest krøllede forfatterhjerne, så er det på høje tid, at du kommer med ombord. Du kan starte præcis, hvor du vil, for alle romaner er enkeltstående, men nu vi taler om tid – så er ”Urværk” et ganske godt sted at starte.