Amerikanske Maria Semple er på banen med sin tredje roman. Litterært er hun nok bedst kendt for sin internationale bestseller; Hvor blev du af Bernadette. Men ved siden af forfatterskabet har hun været manuskriptforfatter på en række populære tv-serier, bl.a. Saturday night live og Ellen DeGeneres show.
Midaldrende Eleanor er gift med den succesfulde hånd-kirurg Joe og mor til otteårige Timby. Engang var Eleanor en succesfuld tegner, boede i New York, var chef på en TV-serie og frem for alt havde Eleanor en søster. Men her 10 år efter, er Eleanor blevet til en helt anden kvinde. Hun har ikke længere sin søster, stort set ingen venner, udkastet til hendes bog er temmelig meget over sidste aflevering og den stålsatte og altid rolige Joe er pludselig ikke det, Eleanor troede han var. Fordi netop i dag, I dag, hvor Eleanor har besluttet sig for at være sit bedste, til at have sex med Joe, til at være lyttende og empatisk osv. Ja, lige præcis på denne vigtige dag, bliver alt vendt på hovedet. Bedst som Eleanor er i gang med sit nye jeg, ringer skolen at Timby er syg (igen – og sært nok er han frisk så snart klokken slår 16) så frokosten med (hade) veninden må aflyses. Men nu da Eleanor er i gang med at være et bedre menneske, tager hun Timby med over på fars arbejde for at hilse på – der er bare lige det problem, at Joe har fortalt sine medarbejdere, at familien er på ferie. Det bliver i sandhed en ny dag for Eleanor, men den bliver på ingen måder, bare i nærheden af, hvad hun, i sin vildeste fantasi, kunne have forudset.
Sproget er sådan set fint, Der er hurtige skift mellem scener, tanker og handlinger kan indimellem godt kræve sin læser, for farten er høj – fra start til slut. Og så er vekslingen i fortællerstil fra 1. person til 3. person heller ikke med til at give et stabilt flow. Men jeg var derimod begejstret for blandingen af humor, sarkasme og alvor – det ramte plet, og romanen voksede faktisk på mig mod slutningen.
Jeg har ikke læst forgængeren, og dermed var dette mit første møde med Semple og hendes "kvinde-romaner". Jeg har derfor heller intet sammenligningsgrundlag i forhold til stilen. Desværre halter redigeringen sine steder, men som heldhed var ”I dag skal det være”, faktisk en fin og underholdene læsning med indslag af hverdagens trommerum. Jeg vil mene, at de fleste læsere kan genkende sig selv i handlingen – for alle familier har sine problemer, og alle forhold skal vandes for at blomstre.
Dermed siger jeg også, at der ikke er noget nyt og revolutionerende i denne chik-lit roman, men derimod er den som sagt, ganske fin underholdning og kan man oven i købet få vendt lidt af egne handlemåder, så er der faktisk gevinst på flere områder.
© Bognørden
Tidligere udkommet:
Hvor blev du af Bernadette
Forfatter: Maria Semple
Oversat af Lisbet Kjær Johansen
253 sider Politikens Forlag
Anmeldereksemplar