Søvnmeditation for børn
Emilie Melgaard Jacobsen er uddannet pædagog, men arbejder i dag som selvstændig foredragsholder, blogger og forfatter til bl.a. meditationer, livskraft og kærlighed til kroppen.
Natbjørnen Tjugga kommer forbi og inviterer barnet med på en tur til den dejlige natskov. Her hænger søvnige stjerner på træerne og her kan man ligge i det bløde græs ved månesøen. Natbjørnen Tjugga er bygget op som en blanding af historie, remse og meditations/indsovnings-øvelse for de mindre børn. Indledningsvis sætter forfatteren oplæseren ind i metoden. Det giver en super god introduktion for de nye oplæsere, specielt da toneleje er altafgørende til at få børnene med ind i natbjørnens favn.
Børn elsker gentagelser. Det honorerer denne lille øvelse til fulde. Samtidig er hele øvelsen holdt i små korte sætninger, med tilhørende ”øvelser” f.eks. vejrtrækning. Vigtigheden af vejrtrækningsøvelser er velkendte meditations værktøjer, og her synes jeg faktisk, at forfatteren lykkes rigtig fint med at omskrive og tilpasse øvelserne til de små mennesker. Personligt har jeg sunget og læst for mine børn fra de blev født. Jeg oplevede stor samhørighed og glæde ved de daglige puttetider, og der er findes ikke meget bedre end at hjælpe sit barn ind i søvnen på en blid og kærlig måde, og hører dem drage ind i søvnen – Her er jeg sikker på, at Tjugga vil blive en tilbagevendende gæst.
Min eneste anke er, at der et par gange, forekom udsagn, hvor jeg synes ordene blev en anelse for ”voksne” til en børnemeditation. Men, i det store billede er dette altså en virkelig fin søvnbog. Den kan læses som enkeltstående fortælling for de mindste, og den kan læses som afsluttende bog efter en lidt længere fortælling. Den er hurtigt læst og med børns gensynsglæde i baghovedet, har den potentiale til at blive en favorit, der efterhånden fortælles mere og mere af barnet selv.
© Bognørden
Forfatter: Emilie Melgaard Jacobsen
44 sider Forlaget Aronsen
Anmeldereksemplar