Pin It

 TaelmedTjugga

Natbjørnen Tjugga er tilbage

Kvinden bag Søvnmeditationsbogen ”Natbjørnen Tjugga” Emilie Melgaard Jacobsen er uddannet pædagog, er i dag selvstændig, hvor hun arbejder som foredragsholder og så skaber hun meditationer til børn og voksne. Tjugga kom ud til de danske børn for snart et år siden, der er en ny søvnmeditation på vej, men inden den udkommer, er her en lille tal-bog til de mindre børn.

Tjugga er omgivet af dyr og planter, der er f.eks. regnbuen, snegle, sommerfugle, brombær, stjernetræer og blade. Mens barnet skal introduceres til talrækken, skal de finde de enkelte figurer, tælle dem og kan faktisk sammensætte en selvkomponeret historie ud fra Tjugga og omgivelserne.

taltjugga

Fakta om ”Tæl med Tjugga”: Tæl med Tjugga er Økocertificeret, trykt på 100% genbrugspap og trykt med giftfrie farver. Certificeret EKO PEK og CE

Emilie Melgaard Jacobsen har skabt en fin tællebog til de mindste børn. "Tæl med Tjugga" er både pegebog, tal-bog og billedbog i ét. Billederne er nærmest kollager, bestående af ”færdig-trykte” figurer i modsætning til søvnmeditationerne, som er et sanseligt bombardement af streger, der pirrer børnenes kreativitet. Personligt savnede jeg de skønne streger fra søvnmeditationerne. Jeg er stor tilhænger af det unikke, og derfor er jeg ærgerlig over, at de, i øvrigt skønne figurer, er blevet ”som alle andre”

Min anden anke er layoutet. Jeg er naturligvis kæmpe fan af at fremstille giftfrie bøger, at de så også kan genbruges den dag, de ikke længere skal læses, er jo en super gevinst. ”Tæl med Tjugga” er fremstillet i klassisk ”mindre-børn-tykkelse” Dvs. at siderne er solide, så bogen kan holde til at blive svinget rundt og tabt etc. Pap og væske er erfaringsmæssigt en skidt kombination, derfor havde jeg meget gerne set en mere vaskbar overflade i stil med den giftfri Babykalender frem for denne mørke, matte finish.

Men, når det så er sagt, så er "Tæl med Tjugga" en fin børnebog. Hvad enten dine børn kender Tjugga eller børnene er nye i hans bjørneunivers, garanterer jeg nogle herlige stunder, der lægger op til læring, yderligere samtale og kreativ udfoldelse. 20. oktober 2019 udkommer andet bind med søvnmeditation, når Tjugga igen inviterer børnene med til Natskoven –denne gang for at plante kærlighedsblomster.

Tjugga er nomineret til ”Børn i byen prisen” 2019

 

 

© Bognørden

 

Tidligere udkommet og anmeldt hos Bognørden:

Natbjørnen Tjugga - Læs anmeldelsen her

 

Forfatter: Emilie Melgaard Jacobsen

20 sider Forlaget Aronsen

Anmeldereksemplar

Pin It