Pin It

boern i andre lande 472105 1

Rejs jorden rundt med børn fra hele verden!

Sofie Maria Brand er uddannet journalist og folkeskolelærer. Ved siden af forfatterskabet, er hun debattør og klummeskribent bl.a. i Politiken. Sofie Maria Brand og Rasmus Juul udkom i 2017 med børnebogen ”Jul i andre lande” I denne bog, portrætterer de børn fra udvalgte lande.

”Børn i andre lande” indeholder 13 forskellige lande bl.a. Litauen, Kina, Grønland, Afghanistan og Tanzania. Samtlige sider er sprængfyldt med farverige og ”levende” illustrationer af alt fra børn, over mad, dyr, natur og arkitektur. Hvert land præsenteres med:

To børnefortællinger, en fra et barn, der bor i byen, og en fra et barn på landet.

Små fortællinger, det kan fx være om børnebøger, børnearbejde, mad eller fastelavn etc.

Landets historie og kultur.

Flaget, naturen, økonomien og samfundet.

Boksen: »Så ved du det«

Tæl til ti på det aktuelle sprog.

Ordliste

Eksempler fra bogen:

I Litauen bor Vladas på 11 år bor i byen Vilnius (kirkernes by) med sine forældre. Han vil gerne have kat, men kan ikke få en hjemme, derfor går han på Kattecafé.

I Cuba bor niårige Clara i et lyserødt hus ude på landet. Hun og veninden samler på slikpapir, som de stryger sætter i mapper – og bytter som med fx glansbilleder og klistermærker her.

I Frankrig hjælper pædagoger med mobning/trivsel i skolen, det bruger lærerne ikke tid på. I Tyskland er der stadig stor glæde af den 170 år gamle børnebog ”Struwelpeter”, du kender den måske, for på dansk er det ”Den store Bastian” I Tanzania kan det være svært at få en god skolegang, nogle steder er der 150 børn i en klasse og ikke ret mange lærere. Og mens nogle børn er i skole fra 10-14 møder andre børn kl. 8 om morgenen og får fri kl. 17 – for at gå hjem og lave lektier til næste dag.

I Afghanistan går de virkelig op i drageflyvning, mens Frankrig går op i cykelløb og vin. I Nordgrønland, hvor et af de nordligste punkter hedder Kaffeklubben Ø, står solen slet ikke op om vinteren – og om sommeren går solen aldrig ned. Nepal har to åbenlyse ”rekorder” landet har nemlig verdens højeste bjerg Mount Everest, og så er det nepalesiske flag, det eneste flag i verden, der ikke er firkantet.

Og hvor i verden mon de tæller sådan her: ek, duí, tín..?

 

Makkerparret har skabt en herlig lærerig børnebog. Den er oplysende, underholdende og en tidlig præsentation af noget af samfundsfagets bredde. Stregerne er fyldige farvebombardementer, der supplerer teksten, og i høj grad også kan stå alene.

”Børn i andre lande” er sprogligt en udfordring : På den ene side, er det en force, at den ikke taler ned til børnene, men holder sig nogenlunde neutralt (udover de to opdigtede jeg-fortællere i hvert land) til fakta. På den anden side, henvender bogen sig indholdsmæssigt til indskolingen – men sprogligt hører den til i udskolingen. ”Børn i andre lande” er super som højtlæsningsbog, ligesom formen også er ideel som oplæg til temaundervisning. Men sproget bliver for ”tungt” i forhold til målgruppen- Lixtallet er i den meget høje ende, hvilket fjerner en del af fokus fra selve fortællingen og kræver en oplæser, der kan forklare teksten for børnene. Jeg håber på en bedre afstemning af indhold og sprog, så helheden rammer et fælles niveau i de kommende udgivelser.

Ligeledes savnede jeg, at der rent faktisk var lande fra hele verden repræsenteret – bogens verdenskort har flere tomme felter. Fx er Australien, Japan og Canada slet ikke repræsenteret, ligesom der kun er ét enkelt land fra det afrikanske kontinent med i samlingen. Hvilket er ærgerligt, for der er rigelig plads i bogen og meget interessant fakta derovre/udefra.

”Børn i andre lande” er super godt tænkt. Layout, opbygning og illustrationer er helt i top. Om du vil bruge den som "almindelig" højtlæsningsbog, eller bruge den i undervisningsøjemed, er underordnet. Det en virkelig fin ”samtalebog” med mange gode indslag og samtalestartere, og dermed også en bog, der inviterer til mange stunder med både voksenkontakt og vidensdeling. Lidt flere lande og en sproglig redigering, og dette er et virkelig godt bud på litteratur til tematisk klasseundvisning. Jeg er virkelig spændt på, hvad der kommer næste gang.

 


© Bognørden

 

Tidligere udkommet:

Jul i andre lande

 

 

Forfatter: Sofie Maria Brand

Illustreret af Rasmus Juul

64 sider Gyldendal

Anmeldereksemplar

Pin It