Preben Kristensen

: Oprettet: 9. januar 2019

husk

Husk at være glad

Der findes næppe mange, der ikke kender skuespilleren Preben Kristensen. Først og fremmest kendes Preben fra sine mange roller på teateret, men den lidt ældre generation kender ham helt sikkert også fra Linje 3. Danni Travn er journalist og forfatteren bag en række biografier om ”Store danskere”

” […]Det eneste I skal have i hovedet er koncerter. Koncerter, koncerter, koncerter. […] Det rettede sådan en flok pubertære knægte sig naturligvis efter… Hver gang nogen så en køn pige gå forbi, lød det: >> Se lige en lækker koncert!<<”

Preben Kristen kommer til verden i Skive i 1953. Gennem en tryg barn- og ungdom bor han i køjesengen sammen med sin lillesøster i hele familiens soveværelse, omgivet af kærlighed og opbakning. Preben finder tidligt ud af, at han gerne vil synge og spille teater og familien bakker ham op i alt, hvad Preben kaster sig ud i. Således går vejen fra underholdning under spisebordet hjemme i stuen, gennem skolekor, lokal- og soldaterrevy for til sidst at ende på Århus teaters elevskole. Som skuespiller bliver Preben for alvor udfordret, men det er også her, han danner nogle tætte bånd til andre af tidens store navne. Men, da en sårende bemærkning stopper en ellers populær gruppe, går de tilbageværende nye veje – og således blev Linje 3 en realitet. Linje 3 blev både en kæmpe succes for Preben Kristensen, men det blev også en bås. For da Preben gerne ville andet og mere end trioen, kom kampen for at vriste sig fri af det ”sjove” prædikat, der var sat på de tre skuespillere. Men(jeg fristes til at sige: som med alt andet, Preben rører ved) så lykkedes det Preben at slå igennem i karakterroller på teateret. Preben ér og har altid været et privat menneske, han vil gerne give sig helt ud på teaterscenerne, men han vil have lov at have sit privatliv – privat. Det smuldrer da han havner på forsiden af landets aviser efter et bal på slottet. Formiddagsbladene har opsnuset, at Preben har haft sin kæreste med til bal. Og da Prebens kæreste hedder Søren, går aviserne amok. Det fremkalder bl.a. uro for, hvordan skal teaterpublikummet skal kunne tro på hans figurer på scenen, hvis de har læst de nedladende artikler i aviserne? Igen må Preben kæmpe for at komme ud af den bås, han er blevet placeret i - og igen lykkedes det ham at rejse sig. Men ikke alt går Prebens vej, bl.a. mærker han de nye tiders højere krav til skuespillerne, han mærker den store forskel på at stå på en scene og at stå foran et kamera, og endelig tager han stilling til de nye kometer på den danske skuespiller-himmel.

”>>Den klarer jeg,<< svarede kronprinsessen” […]>> Men så vil jeg også med til ceremonien<<”

Erindringerne er skrevet som en direkte fortælling fra Preben og til dig som læser. Han henvender sig flere gange direkte til læseren, mens det store billede er en litterær affotografering af Prebens erindringer, der så er udvalgt og tilrettet af forfatteren. Sproget er, som altid hos Travn, virkelig letlæseligt og flyder i en lind strøm. Dertil kommer, at formidlingen er så levende, at læseren rent faktisk er til stede i de scener og fortællinger, der er udvalgt til bogen. Min eneste anke er, at der godt kunne have været sorteret en anelse mere i navne og forestillinger, og i stedet have givet plads til mere af Preben.

”Denne kavalkade af scener i sterile lokaler, denne pinefuldt langsommelige nedadgående spiral, dette konstante samvittighedsnag over ikke at kunne gøre nok for disse mennesker, der har skænket mig alt, står som den værste fase i mit liv” Preben om tiden op til forældrenes død.

Skuespillere kan jo noget, som vi beskuere ikke kan. De kan fremstille figurer, der får os til at træde ind i deres univers. Figurer, der til tider, fremkalder vrede når den private skuespiller mødes på gaden (ros på en fuldkommen uacceptabel måde) men ifald vi udenforstående skulle få den tanke, at skuespillere er en flok forkælede mennesker, der udelukkende arbejder få timer hver aften, kommer her er udpluk af Prebens kalender fra en almindelig arbejdsdag, afrundet med Prebens betragtning af faget:

Morgen: Læsning af manuskript til kommende forestilling
12-16 Prøver på en anden kommende forestilling
18-23.30 I sminken i en time, derefter forestilling

”[…] Jeg erkendte tidlige, hvor risikabelt et fag jeg trådte ind i: Når du spiller skuespil, leger du med din personligheds grænser, og er du typen, som lader dig opsluge betingelsesløst, skal du have værktøjerne eller støtterne til at blive trukket tilbage til dig selv igen”

Bogens omdrejningspunkt er, naturligvis, skuespillet og Prebens udøvelse af det fag, han livet igennem har haft så stor passion for. "Private Preben" kigger frem, men i det store hele er dette en skuespillers erindringer – og jeg bøjer mig i respekt for, at både forfatter og fortæller, holder sig til det essentielle. For, hvorfor er det, at homoseksuelle skal måles og defineres på deres seksualitet? Og, hvorfor er det, at pressen stadig påberåber sig et krav om at komme med helt ind i ”de kendtes” hjem? Nå ja – læserne køber jo bladene. Prebens fortælling giver et lille indblik i, hvor hårdt det kan ramme, når mennesker tager fejl af andres arbejdsliv og privatliv – det skaber store ringe i vandet. Ringe, der ikke blot omhandler pågældende, men også familie, venner, forretningsforbindelser etc. Det er stærke beskrivelser, der bør vække eftertanke hos læserne.

”En forelskelse mellem to mænd er bare en forelskelse.”

Senest har jeg haft det privilegie at se Preben sammen med Anette Støvelbæk mf. i den nye opsætning af Peer Gynt (hvis du får muligheden så grib den) Jeg har i dén grad haft gode stunder i Prebens ”selskab” Det havde jeg også her i ”Husk at være glad” Travn lader Preben fortælle, giver Prebens fortælling liv og faktisk er dette første gang, hvor jeg ærgrer mig over, ikke at høre til fans af lydbøger. For naturligvis kan ingen andre end Preben selv indtale lydbogen - lytterne har en stor oplevelse i vente. Om du læser eller lytter: ”Husk at være glad” bør stå på vinterens læseliste, jeg garanterer en solid læseoplevelse i godt selskab.