Flammetræet

: Oprettet: 2. august 2018

flammetraet

Kim Rasmussen er født og opvokset i Danmark, men i mere end to årtier han boet og arbejdet i Afrika

Nærmere bestemt Nigeria, Ghana og Tanzania. Med den baggrund har han tidligere udgivet to fagbøger om livet som forretningsmand i Afrika. Flammetræet er hans første skønlitterære udgivelse.

Franks økonomi er presset. Ekskonen vil have flere børnepenge og der er lån, der skal tilbagebetales. Derfor siger Frank ja til et job som direktør for et bilfirma i Nigeria. Han har tidligere arbejdet på det afrikanske kontinent, og trods meldinger om korruption og voldelige angreb, tager Frank afsted. Og det går hurtigt op for ham, at udfordringerne er store, for korruptionen er enorm og penge er vejen frem uanset, hvor godt et produkt man synes man har at sælge. I firmaet får Frank en god kollega i George, der er økonomidirektør. De øvrige chefer er efter Franks mening inkompetente. Og så er der Obersten. Obersten er ham, der tager sig af sikkerhed (og bestikkelse), og han har tydeligvis en stor rolle i både firmaet og landet som helhed. Obersten er jovial overfor Frank, men det er tydeligt, at dette ikke er en mand, man skal blive uvenner med. Frank er faldet for Ifeoma, og mens han er ved at falde til i landet og i firmaet, ser også hans privatliv ud til at falde i hak. Men, som med alt andet med Frank, så opdager han nye ting, han ikke er tilfreds med. Han begynder at rode op i sagerne og snart er både firma og privatliv truet, måske mere alvorligt end nogen kunne spå om.

Sproget er ungt og ganske upoleret. Det burde have betydet en letlæselig roman, men faktisk gav det ekstra læsetid, da romanen samtidig består af virkelig lange, og ofte indskudte, sætninger og ikke mindst rigtig mange detaljer. Detaljer er alfa og omega for en god fortælling – men, for mange – og unødige detaljer bliver trættende og ødelæggende for læseflowet – det var desværre det jeg oplevede her. Jeg savnede en solid redigering.

Persongalleriet er rimelig begrænset, hvilket giver rig mulighed for at skabe dybe, solide figurer. Det lykkedes desværre ikke rigtigt, jeg sidder stadig og tænker, at jeg kun så overfladen af den geskæftige og navlebeskuende Frank. Frank ser sig selv som en ener, han kritiserer alt og alle og faktisk kun er tilfreds med egne præstationer. Dét bliver ganske anstrengende ret hurtigt, specielt fordi han ikke har noget at have sit store ego i.

Læg dertil, at Frank fremstilles som en blanding af Superman, Bruce Willis og Sylvester Stallone. At handlingen vrimler med selvmodsigende tanker og handlinger igennem hele fortællingen om Frank – f.eks.:

””Jeg har ondt i nakken” sagde hun {…} Gider du ikke godt massere mig lidt” ””Næ, men du kan gå ind i soveværelset og tage alt tøjet af. Så kommer jeg ind og giver dig en supermassage {…}”

Og da Frank jo er den bærende figur, blev det hurtigt et anstrengende bekendtskab – kunstigt, overfladisk og virkelig trættende.

Historien om den danske forretningsmand, der tager til det korrupte Afrika og skal forsøge at drive regelret virksomhed midt i al korruptionen, er jo fortalt mange gange før. Romanen har da også ligheder med bl.a Ejersbos trilogi. Men, er du ny ”Afrika læser” kan beretningen om forretningsmetoderne, være en ny opdagelse. For, den beskrivelse, er faktisk det, der er mest realistisk – og, den bliver ikke mindre grum med tiden.

Jeg har nogle kæpheste, der skal være til stede for, at jeg får en super læseoplevelse. Sproget skal være i orden, så jeg ”bare” skal koncentrere mig om at nyde fortællingen. Jeg skal have solide og realistiske figurer, og jeg skal kunne relatere til figurer og handling. Er der plot og politi i handlingen, skal det være solidt og igen, realistisk. Desværre fik jeg ikke én eneste opfyldt her i Flammetræet, der derfor blev en meget stor skuffelse for mig.