Havets børn

: Oprettet: 25. juni 2018

havets born

Makkerparret bag Kazinski krimierne er tilbage med den tredje og selvstændige spændingsroman, skrevet af deres alter ego Anna Ekberg.

Personligt var jeg meget begejstret for de to forgående, så forventningerne var helt klart i top da jeg påbegyndte ”Havets Børn” - og heldigvis skuffede de to herrer ikke.

Romanen er opdelt i to spor: Rebekka i Danmark og Angel i Afrika. Rebekka er jurist og arbejder med salg af ejendomme. Som teenager boede hun med sine forældre i Uganda, hvor faderen var ambassadør. Rebekka blev forelsket og gravid, men da fødslen gik i gang og Rebekka skulle på hospitalet skete en frygtelig ulykke, hvor Rebekka mistede både sin mor og sit barn. Her 17 år senere rammes Rebekka af livstruende sygdom og er nødt til at kontakte den far hun ellers har lagt helt på is. I Afrika er teenageren Angel slave hos den frygtede Oberst. Obersten har i flere år ført krig, myrdet løs og kidnappet børn til sin hær - for børn er gode soldater! Angel har levet som soldat og som oberstens sexslave og har lært at slå ihjel som få. Men en dag kommer chancen, chancen for måske at undslippe det grusomme liv i bushen. Angel flygter sammen med en anden børnesoldat, men det er på ingen måde slut med hendes mange pinsler. Rebekka og Angel kæmper hver deres kamp: den ene for at overleve, den anden for at slutte et liv. Men kampen for forløsningen ligger meget langt væk og ingen af de to kommer let til brugbare informationer, der kan føre dem mod deres mål. Spørgsmålet er så, om det lykkedes inden tiden er udløbet eller inden jægeren selv bliver den jagede?

Sproget er, endnu en gang, herligt letlæseligt. Små lette kapilter med herligt flydende tekst og en virkelig fængende fortælling. Anna Ekberg skriver det jeg kalder hyggekrimier, hvor læseren blot skal læne sig tilbage og lade siderne vende sig selv. Det gør de også her, siderne, men der er så absolut intet hygge over ”Havets Børn”

Persongalleriet er forholdsvis smalt, hvilket giver rum til dybe og solide portrætter – og det skal jeg så love for, at vi som læsere får. Der er momenter af gentagelser, lidt for megen sødsuppe og glimt af succesroman-genren. Men, når det så er sagt, så er dette på alle måder en grusom og yderst levende fortælling, der går direkte i hjertekulen.

For ”Havets børn” er en knivskarp fortælling om livet som børnesoldat, livet som afrikansk pige, livet som flygtning og nedslag i de afrikanske samfund, med eller uden vestens indblanding. Og det er råt for usødet – hele vejen igennem romanen. Da det jo er en spændingsroman er der naturligvis et indbygget plot, men det er udelukkende en perifer ”medspiller” Dels fordi plottet er virkelig tyndbenet og altså sine steder får for meget, men primært fordi det er fortællingen om Angel, der bærer denne roman hele vejen – og det gør den til gengæld grufuldt godt.

Læs romanen fordi den giver et billede på, hvordan børneliv også ser ud. Fordi den fortæller, hvordan det er at leve som flygtning og læs den for at blive klogere på de mange børn og voksne, der lever med og i dette – hver dag.

Fremragende, frygtelig fængslende og fuldkommen frastødende!