Brudstykker

: Oprettet: 9. oktober 2018

brudstykker

Brudstykker er seneste enkeltstående thriller fra den amerikanske ener.

Karin Slaughter er nok mest kendt for serien om Will & Sarah, men hun skriver heldigvis også enkeltstående romaner. Hvor Will & Sarah kan være en rå og grusom læseoplevelse er Slaughter begyndt at bore sig ned i de mere psykologiske handlinger – Brudstykker er en til den samling.

Handlingen kører i to spor: Andrea bor hjemme i sin mors garage. Hun arbejder på alarmcentralen om natten og har faktisk ikke ret meget andet i livet. Efter et mislykket forsøg på at klare sig i New York, vente Andrea hjem for at tage sig af sin kræftsyge mor, og kom aldrig videre. Men i dag, på Andreas 32 års fødselsdag, tager hendes mor Laura emnet op. Laura synes Andrea skal til at leve sit eget liv, og et splitsekund efter, får den udmelding helt ny betydning. For den stille frokost bliver til et grusomt blodbad, hvor Laura må beskytte sin datters liv, og i den forbindelse ender Laura med at tage et andet liv. Pludselig ser Andrea sin mor, udråbt som morder, på alle landets TV stationer. Laura nægter at tale med politiet, og den ellers så kærlige mor, beder Andrea flytte ud – samme aften. Andrea er i chok. Men faktisk er det kun begyndelsen – for det lader til, at Laura faktisk slet ikke er den, hun udgiver sig for at være – men, hvem en hun mon så? 1986: I Oslo løber en konference af stablen. En Amerikansk filantrop skal tale om sit firmas store succes med at lukke de psykisk syge ude fra hospitalerne, og frem for alt skal han tale om systemet, der får hans bankbog til at vokse. Men en flok unge amerikanere, med den karismatiske Nick som leder, har dannet en Armé, der bl.a. vil udstille både firmaet og systemets store svigt af alvorligt syge mennesker. At flere af arméens medlemmer er børn af firmaets ejer, er kun en mindre detalje – midlet helliger målet. Men, præcis som med nutidens spor med Laura og Andrea, bliver også tilbageblikket et spørgsmål om hvem, der er til at stole på, hvis overhovedet nogen – og er der egentlig hold i det gode gamle ordsprog: ”Nissen flytter altid med”

Sproget er, helt i vanlig Slaughter stil, herligt flydende og yderst letlæseligt. De to spor fungerer rigtig fint hver for sig, og har begge en gennemarbejdet og fantastisk detaljeret handling. Jeg knuselsker den blodige og voldsomme serie, men er også vanvittig begejstret for de langt mere psykologiske fortællinger, Slaughter forkæler os med.

Plottet i denne thriller bliver blotlagt ganske få sider inde i handlingen. De store rammer er på plads således, at de to spor kan foldes ud indenfor rammen. Det betyder intet når bare fortællingen kan bære det – og her må jeg desværre sige, at jeg ikke var helt så begejstret som vanligt.

Jeg savnede indimellem nerve i fortællingerne og figurerne. Handlingen er super godt gennemtænkt, men jeg synes jeg manglede den intensitet jeg er blevet så begavet med tidligere. Figurerne blev aldrig helt så levende for mig, og derfor blev spændingen desværre heller ikke helt så stor. Dertil er der episoder, hvor jeg sidder tilbage med en følelse af, at de ikke er fortalt helt færdige. Måske, der denne gang er en lidt for bred handling, og derfor ikke har været helt samme mulighed for fordybelse?

Men okay, Slaughter er en unik fortæller, og trods mine anker er jeg stadig vild med hende. Hun er garant for underholdning og solide gennemarbejde romaner, der altid er lette at gå til. Selv om jeg ikke kommer i top med Brudstykker, er det stadig en thriller, der bør skrives på vinterens læseliste – nye læsere kan begynde her.