Solo

: Oprettet: 1. november 2018

solo

Solo er sjette bind i serien om Axel Steen, den tidligere politibetjent fra Købehavns politi.

Jesper Stein er uddannet journalist, men er i dag fuldtidsforfatter. Den prisbelønnede forfatter har høstet stor ros for serien og filmrettighederne er da også solgt.

Solo har to spor: Axel Steen og politichefen Vicki. Axel Steen er gået ud af politiet. Efter hans ekskone mistede sin søn og hans datter sin halvbror, har Axel taget en beslutning om, at fare ikke længere skal være en del af familiens liv, så han er blevet sikkerhedschef hos en stor bank. Axels tidligere kollega Vicki er til gengæld blevet chef hos politiet, og en dag bliver hun kaldt ud til et drab, der har tråde til Axel. Men Axel er ikke samarbejdsvillig, han vil ikke tilbage til politiet og da han pludselig selv står overfor en kæmpe udfordring, må han veje sine ord og handlinger. For, hvad der blot skulle have været en fyring og bortvisning af en ansat, bliver bare begyndelsen på en hidtil uset handling på dansk jord. Og så tager fortællingen ellers fart. For Vicki er havnet i et bandemiljø, hvor ingen vil tale med politiet og, hvor der er mange mulige gerningsmænd. Axel på sin side, står overfor en beslutning om at handle på sine instinkter eller kører efter bogen og undlade at sætte sig selv og dermed sin familie på kanten – igen. Og så er tvivlen også om Axel skal bistå de tidligere kollegaer, eller holde fast i sin beslutning om at vende politiet ryggen.

Steins journalistiske baggrund fornægter sig igen ikke. Hans sprog er flydende og herligt letlæseligt. Og så kan Stein underholde så læseren i det store hele, blot skal give tid og plads til fortællingen. De to plot var som nat og dag – det ene åbenbarede sig med det samme, mens det andet først til slut viste sig i lyset. Det samme gør sig gældende med figuren Axel Steen, han åbenbarede sig faktisk også hurtigt og ganske forudsigeligt, mens nogle få handlinger forblev mørke langt hen i fortællingen - det virkede faktisk fint for mig.

Men, jeg savnede nerve i både Axel og fortælling – Det var en helt ny Axel jeg så her. Jeg kom aldrig rigtig til at tro på ham og kom slet ikke i nærheden af den kendte fornemmelse at være inde under huden på ham. Jeg ville have set gennem fingre med et par fodfejl, men Solo havde altså ganske mange selvmodsigelser, inkompetente handlinger og oplysninger (ganske relevante) som først kom frem som ”hovsa”- blev serveret på et sølvfad. Det overraskede mig enormt, for det er så langt fra Steins ellers sublime fortællinger og hans ellers solide opklaringsbeskrivelser. Det var som om det, at Axel er kommet ud af politiet og ud af Nørrebro, er at pille essensen af ham og de øvrige faste figurer. I min optik er Solo desværre blevet for meget aktion og for lidt Axel Steen.

Til gengæld var jeg yderst tilfreds med, at handlingen igen er henlagt til det danske og omkring storbyen. Jeg var bestemt ikke fan af forgængerens agent og udenlands tema, jeg har haft den allerbedste oplevelser med Axel i DK og derfor var denne faktor virkelig oplivende for min læsning. Jeg blev specielt begejstret for denne beskrivelse:

”Ørestad (men læs som helt ny bydel) Hvad kan man her? […] I en teoretisk drøm om en by? Selv om der var grønne træer, legepladser og mennesker mellem de store huse, manglede der liv […] Her var ingen cykelhandlere, frisører, vekselkontorer eller snuskede kiosker, ingen galninge og lokale originaler, ingen morgensprittere eller pushere. Her findes ingen fortid, ingen historie, alt var pænt og nyt, som et liv uden ridser ”

Solo er en gedigen herre-krimi, spækket med aktion og mandehørm. Jeg har været med fra begyndelsen, er blevet super godt underholdt og har naturligvis haft kæmpe store forventninger til Solo. De store forventninger blev så ikke helt indfriet denne gang, men Solo er stadig en ganske underholdende krimi, så den skal så afgjort med på efterårets læseliste.