Dating, bristede illusioner og sex, masser af sex.
Anna Ekberg (De herrer Weinreich & Klarlund , der står bag Kazinski krimierne) er tilbage med deres fjerde og selvstændige spændingsroman. Se tidligere udgivelser herunder.
Journalisten Iben lever et roligt liv med sin mand Konrad, som er en meget anerkendt hjernekirurg. Det eneste bump på hendes vej er, at trods mange forsøg, er hun stadig ikke blevet gravid. Ibens søster Cecilie derimod, har det, Iben sukker efter: to dejlige børn, en kærlig mand og et tilsyneladende godt liv. Alligevel er det Cecilie, der bryder ud af sit ægteskab. Og kort tid efter forsvinder hun fra det kolonihavehus, hun er flyttet ind i. Alt peger på, at Cecilie er død, men her et år senere, er der stadig intet spor af hende. Efter Cecilies forsvinden fik Iben en chokerende indsigt i en ny side af sin søster, Cecilie levede nemlig et temmelig udsvævende liv med mere eller mindre anonyme chatrum, hvor hun mødte mange skiftende sexpartnere, både privat og i nogle af Aarhus´ sexklubber. Eftersom politiets efterforskning længe har stået i stampe, og Iben falder mere og mere fra hinanden, beslutter Iben, at hun må tage sagen i egen hånd, sætte sig ind i datingens univers, og gøre et forsøg på selv at finde sin søster. Overbevist om, at Cecilie har mødt sin banemand online, må Iben nu tage en skæbnesvanger beslutning: er hun parat til at gå i Cecilies fodspor? Er hun parat til at risikere sit ægteskab? Men først og fremmest; hvor langt, er hun parat til at gå?
Præcis som forgængerne, er romanen skrevet i et lettilgængeligt sprog, der levner rum til at fordybe sig i handlingen. Flere af de tidligere Ekberg udgivelser, er hyggekrimier, hvor det er mennesker og relationer, der er i højsædet. Denne gang har de to herrer så føjet en ny dimension til, nemlig den seksuelle. Her har de så valgt en dementral og promiskuøs modsætning til den romantiske og trygge ægteskabelige elskov. Specielt indledningen, og en passage omkring et klubbesøg, er spillevende og virkelig stærkt. Her er det tydeligt, at forfatterne har god indsigt i det seksuelle univers, de beskriver.
Men, hvor sexklubben står krystalklar, er det som om netop den seksuelle vinkel, har skubbet de normalt meget stærke personportrætter og den levende fortælling ud af romanen. ”På date med en morder” har noget af Kazinskis rå formidling, men læner sig handlingsmæssigt, op ad formlen fra ”Den hemmelige kvinde” - desværre ikke med sin forgængers pondus. Handlingen stagnerer og kører lidt i ring, ligesom den indimellem bliver alt for banal og letbenet. Og så er selve plottet alt for løst – det bliver serveret på et sølvfad, allerede få sider inde i romanen.
Fjerde Ekberg roman har således været en blandet læseoplevelse. En snert af den ”kendte” Ekberg formidling, krydret med en mere ufiltreret portrættering og et alt for søgt klimaks. Jeg håber, at Weinreich & Klarlund finder tilbage til den mere ballancerende fortællerform, som bl.a. ”Havets børn” er et fantastisk produkt af.
© Bognørden
Tidligere udkommet og anmeldt på Bognørden:
Kærlighed for voksne – Læs anmeldelsen her
Den hemmelige kvinde – Læs anmeldelsen her
Havets børn - Læs anmeldelsen her
Forfatter: Anna Ekberg
346 sider Politikens Forlag
Anmeldereksemplar