Blodbøg

: Oprettet: 26. august 2020

blodboeg

Første bind i en planlagt serie

Så er der nyt fra den fynske lektor. Finn Weidemann har en del udgivelser bag sig, både fagbøger, skønlitteratur og en krimi er det også blevet til. Det er indenfor krimigenren, at Weidemann igen forsøger sig – denne gang med første bind i en tiltænkt serie om den tidligere politimand og pensionerede detektiv Torben Juhl.

Scenen er (naturligvis) sat på Fyn Torben Juhl har svært ved at finde mening med livet, efter han mistede sin hustru for et år siden. Torben har været ansat i politiet, men han kørte sur i det, og startede derefter et detektivbureau. I dag er han pensioneret, og bruger en altovervejende del af sin tid, på sin meget omfangsrige pladesamling. Han tager derfor kun meget modvilligt afsted på en vinsmagningstur til Italien, som hans datter har foreslået. Allerede på flyet møder Torben den storskrydende og lettere drikfældige entreprenør Jan og hans hustru Trine, der sammen med Trines søster Beatrice, også deltager i vin turen. Jan trives med at være i centrum, og det viser sig faktisk også, at flere af fynboerne har været i berøring med Jan, allerede inden denne rejse. Selskabet kommer stille og roligt lidt tættere på hinanden. Torben lader sig indfange af Beatrices charme, og får en overraskende dejlig aften i hendes selskab. Det er derfor en meget glad Torben, der dagen efter en hed nat, vinker på gensyn til Beatrice - de aftaler at mødes nogle timer senere. Men Beatrice dukker ikke op til den aftalte tid, og et døgn senere har hun stadig ikke ladet høre fra sig. Torben bliver urolig, mens Trine lader til at tage søsterens forsvinden roligt – hun lader Torben vide, at Beatrice ofte er gået sine egne veje, uden at give besked. Men, da også Trine forsvinder, bliver Torben for alvor bekymret for, hvad der er sket med søstrene. Det Italienske politi er ikke meget bevendt, så Torben påtager sig egenrådigt at efterforske de to kvinders forsvinding. Men, Torben må hurtigt indse, at det er svært at få oplysninger i et fremmed land, hvor politiet ikke er enig i hans betragtninger, og de øvrige rejsefæller er mere eller mindre modvillige overfor Torbens indblanding i sagen. Kort sagt: ferien bliver langt fra det, Torben og hans datter havde planlagt.

Romanen er sådan set letlæselig nok, for selve formidlingen, er Weidemanns store force. Men, sproget skal jo formidle indhold, og det er så her, at problemerne opstår: Der er simpelthen alt for mange banale, modstridende ord og handlinger, og alt for lidt fylde. I min optik skal romaner indeholde levende og realistiske figurer, hvor læseren kan relatere til figurerne. Krimier skal derudover indeholde et godt plot og en realistisk efterforskning med gedigent opklaringsarbejde – ”Blodbøg” fangede mig ikke på nogen af de parametre, og da kulminationen falder i gryden med:"jo mere jo bedre" så jeg tabte hurtigt læseglæden.

Hovedpersonen Torben, er, udover at være stereotyp, indbegrebet af en uduelig politibetjent og detektiv. Derudover er han en mand, med absurd beundring for egne evner - helt uden selvindsigt. Havde han ikke fået andre til at stå for gætterierne, havde han stadig siddet og pillet i sin navle, og undret sig over, hvorfor andre ikke ser hans enorme evner… Hverken han, politiet eller de øvrige figurer formår at overskygge den manglende realisme - det nytter ikke at handlingerne ikke følger ordene. Alt dette, toppet med en lemfældig redigering, gjorde det til en kamp at fastholde læselysten.

Da ”HC Andersen mordene” udkom, var tydeligt at se, at denne forfatter var ny i krimiens verden. Sprogligt var romanen fin, men som krimi var den fuldkommen absurd. Den var dog så vedholdende i sin absurditet, at det blev humoristisk. ”Blodbøg” har desværre kun det absurde, der er intet humoristisk at gemme det bag. Bogen står hudflettet tilbage mens mit litterære hjerte, råber på nye skønlitterære romaner – langt væk fra krimigenren.

For sagen er, at Weidemanns skønlitterære forfatterskab, er af en helt anden kaliber. Både ”Måske er håbet større end virkeligheden” og siden ”Vinterkrigen” er virkelig stærke romaner, der i dén grad sætter fokus på forfatterens fortællerevner – specielt ”Vinterkrigen” er en yderst velskrevet og sublim roman. Med netop ”Vinterkrigen” i frisk erindring, faldt ”Blodbøg” fuldkommen igennem her. Det er som nat og dag - faktisk har jeg flere gange tvivlet på, om det nu også er samme forfatter.

”Blodbøg” er første bind i en planlagt serie om Torben Juhl. Jeg må blankt erkende, at jeg virkelig håber, at Weidemann lægger krimierne på hylden, og bliver ved med at skrive de stærke skønlitterære romaner, han virkelig mestrer.