Pin It

gadelygter

I 2016 debuterede Tobias Larsen med digtsamlingen Undervejs (se mere nederst på siden) Ved siden af digtene er Tobias Larsen musiker og spoken word artist, der nu også udkommer med et nyt koncept: Katolosyk. Du kan læse mere om det og forfatteren her. Jeg var så privilegeret, at få Tobias Larsens debutsamling til anmeldelse. "Undervejs" gjorde et godt indtryk på mig, så derfor gik jeg til denne samling med spænding. 


Gadelygter//Birketræer rummer digte af varierende længde. Den røde tråd er modsætninger. Modsætninger mellem f.eks. kærlighed og svigt, lys og mørke og depression og lykke. Kort sagt et portræt af et menneske - på godt og ondt.


Eksempler fra samlingen:

//
Hvert et usagt øjeblik
hver en overset detalje
Hvert et skrigende glimt af livringende i orgasmens afkroge
er hele verden i sig selv
og denne pen er dirken
der lister låsen op
og får det hele til at danse for mine øjne
hen over tågebankerne
hen over disse blanke sider//


Frustration//Apati:
[…]Vi forsøger at favne tiden
men det betyder ingenting*
Alle vores gode intentioner
vores kærlighed
vores had
betyder ingenting


[…] Vores udpinte sprog
valg og katastrofer
voldtægt guld og patroner
betyder ingenting
Kultledere klummeskribenter Krasnik og kannibaler
betyder ingenting
Hjernegymnastik og sprøjteorgasmer
vores infantile hyl for applaus
betyder ingenting
Når de finder os i graven
vil disse tatoveringer
ikke være andet end minder
ingen længere slæber rundt påog det betyder ingenting
Vores hæslige tanker der runger så hult
betyder ingenting

Hvem der bare havde modet
til at lade væremed at være


Hun//Altid:

Mørket accelererer
høvler milliarder
af galakser
roterende gennem tomheden
Stjerner eksploderer
Sorte huller kolliderer
Verdener går tabt
i en kulde uden ilt
Midt i en afkrog
i et uendeligt øjeblik
rullet nøgen ind i lagner
ligger hun
og giver mening til det hele


Sproget er herlig nutidigt. Lige på og råt i formidlingen og med en klar udvikling hele vejen igennem samlingen. Det menneskelige indre, der kolliderer med samfundets ydre. Kontrasterne vi alle oplever, bliver gjort synlige og fremkalder både genkendelse og eftertanke. Selv om samlingen er forholdsvis kort, er den mangfoldig, fyldig og med flere lag, der med garanti udvikler sig yderligere ved de kommende genlæsninger.


Nu var jeg som sagt så privilegeret at læse debuten, og kan da heller ikke sige mig fri fra at sammenligne en smule. Det kommer forfatteren til gode for, hvor jeg havde lidt forbehold sidst, er jeg begejstret hele vejen denne gang. Både formidling og indhold er forfinet. Igen må jeg erkende, at digte har givet mig en virkelig solid læseoplevelse.

© Bognørden


Tidligere udkommet og anmeldt på Bognørden:


Undervejs – Læs anmeldelsen her


Forfatter: Tobias Larsen
85 sider Copenhagen Storytellers
Anmeldereksemplar

Pin It