Pin It


Købekælling er den unge forfatters genredebut. Anna Dyhr har 9. klasses afgangseksamen og er mere eller mindre autodidakt forfatter. 

Læs mere om forfatteren her og på Facebook her


Jeg fortælleren er en nedbrudt kvinde. Hun kommer fra en barndom med en alkoholiseret mor, hvis nærmeste ven var Jack(Daniels – whisky) og en far, der altid sov – altså når han ikke brokkede sig over den manglende kartoffelhøst. Disse ”rollemodeller” ligger latent i baghovedet på den unge kvinde, mens det nuværende liv leves – af andre. For der er ikke megen plads i en 80 liter plastbox fra XL Byg – og ”Jeg” kommer kun ud når han skal fylde huller.
”Du kan godt lide at være i mig {…}Du slår en prut af anstrengelse. Ved fjerde stød slipper den første dråbe sved dit hoved. Og ved femte stød undslipper de sidste dråber dit andet hoved. Det slappe lem glider ud af mit ru underliv {…}Du klapper min ryg to gange. Så kan jeg godt rette mig op. {..}Din flade hånd klapper min balle. Så kan jeg godt vende tilbage til plastikken. Jeg nikker og finder boxen{…}”


Men en dag er det nok, ”Jeg” har fået nok og bevæger sig på usikre skridt ud i den verden, der har været hende foruden de sidste fire år. Planen bliver et skråplan, hvor ”Jeg” efter gentagne møder med samfundets lukkede døre endelig får fast grund under fødderne. Men grunden kommer ikke alene, den har en ”udvoksning” med. Ganske vist er det kun ”Jeg” der kan se og mærke den, men den er der og nu skal hun fandme nok vise verden, hvem der har magt og, hvordan den skal bruges.


Sproget er knivskarpt skåret. Ultra korte, poetiske sætninger, der både rummer den skarpe satire, men så sandelig også rummer det mørke i mennesket. Fortællingen om en svigtet kvinde, der finder sig selv i et forhold basseret på psykisk magt, er desværre let genkendelig. Heldigvis er oprejsningen ditto – men, Dyhrs hovedperson udvikler så store nosser, at testosteronen løber ned ad siderne i nævekamp med magtliderligheden.  


Købekælling sælger sig selv som en satirisk, rasende og sært poetisk historie, og jeg køber den. Det er et rasende (anti)feministisk manifest, spækket med metaforer og skæve, sorte vinkler og plastikkasser. Vil du udfordres mens du læser, vil du have et garanteret surrealistisk og alligevel kendt univers, så gør dig selv en tjeneste, skriv Købekælling på din læseliste. Jeg garanterer dig en meget alternativ roman, der fremdriver store følelser og det med et herligt forfriskende og skarpt, minimalistisk sprog, der river dig med ind, hvor indsigten viser sit værd.

 

© Bognørden

Forfatter: Anna Dyhr
168 sider Jensen & Dalgaard
Anmeldereksemplar

Pin It