Svigt

: Oprettet: 25. november 2019

svigt2

Svigt er sjette bind i en serie romaner med København som omdrejningspunkt

Henrik Frederiksen er uddannet Cand. merc. med en fortid som bl.a. stand-up komiker og lektor på Copenhagen business school (CBS) Henrik Frederiksen udgiver selv sine bøger, som har solgt mere end 300.000 eksemplarer.

Fortælleren er en afdanket midaldrende forfatter, som bor til leje på det mondæne Frederiksberg, har en alkoholiseret pastor boende på det ene værelse, og forsøger, sammen med pastoren, at ernære sig som mentor ved siden af et svigtende bogsalg. Efter en voldsom nytårsfest på et københavnsk forlag, vågner han indsmurt i blod og med en voldsom hovedpine. Det eneste han husker er, at nogle store typer ”hjalp” ham ud af døren fra festen. På vejen hjem, møder han tre unge mennesker, han tager dem med hjem, hvilket ender lige så voldsomt som den forlagsfest han forlod. Fire måneder senere får han en opgave, han skal være mentor for en klients datter Ester. Men Ester er så langt fra de unge, han ellers har ageret mentor for. Ester har et sårbart sind, hun er bipolar og forældrene vil øjensynlig gerne hjælpe deres yngste datter til at få det bedre. Forfatteren/mentoren skal derfor forsøge at komme ind bag Esters facade. Da hun er i en manio-periode, er det mere end svært for en uforstående at komme tæt på, men da forfatteren opdager, at Ester har skrevet, hvad der ligner en sublim debutroman, vil han forsøge at hjælpe Ester med at få den udgivet. Problemerne er bare: at Ester ikke vil have hans hjælp, at romanen er et karaktermord på hans klienter (hendes forældre) han er stærkt tiltrukket af ester ligesom det forlag forfatteren hader, ikke skyr nogen midler for at få Ester til at udgive sin roman hos dem. Kan forfatteren overhovedet løse den opgave, han har påtaget sig?

Roman starter egentlig rigtig godt. Den forsmåede mand/forfatter, der vælter hjem gennem byen og ender med at tage tre purunge fremmede mennesker med hjem. Det er tydeligt, at den ene unge kvinde, er mere end et forbigående bekendtskab, og trods en grotesk begyndelse, lover opstarten rigtig godt. Men - derfra går det desværre stærkt ned af bakke: Forfatteren og pastoren driver et mentor firma, og de er super dygtige, må man forstå. Men, hvordan en fordrukken arbejdssky pastor og en middelmådig forfatter kan guide nogen som helst er stadig et helt åbent og ubesvaret spørgsmål. ”Svigt” dækker over et totalt fravær af både kompetencer og metoder. Ja faktisk et totalt fravær af solide figurer. Det er beskrivelser af et enormt alkoholforbrug, mennesker med store tanker om egne evner og konstant selvmodsigende interaktioner, som aldrig bliver andet end netop beskrivelser – jeg kunne ganske enkelt ikke mærke figurerne, hverken i tanke eller handling. Derfor kom jeg aldrig ind under huden på dem, ligesom jeg heller ikke kunne relatere til dem.

Der er nogle slet skjulte stikpiller til bl.a. forlaget People´s Press, forlaget Mellemgaard og Ole Henriksen. Deres metoder, kvaliteten (eller mangel på samme) af deres udgivelser og menneskene bag, får drøje bitre hug. Karakteristikken af Mellemgaard holder f.eks. et godt stykke af vejen, men ender ud i, hvad der vel næsten kun kan betegnes som injurier.
Jeg savnede en objektiv beskrivelse af, hvordan et møde med den danske forlagsverden KAN se ud. Og jeg savnede levende figurer med indhold. Endnu mere fordi, der desværre også var en del utopi og forstyrrende elementer, der skyggede for en ellers rigtig god essens. Jeg har valgt nogle repræsentative eksempler ud her:

1.Forfatteren/mentoren opsøger en tidligere sexpartner for at finde ud af, hvad der egentlig skete nytårsaften på det forlag han hader så meget. Efter et par flasker vin forsøger han at få hende med i seng, hun takker nej. Efter endnu en flaske vin, vil hun så pludselig have sex med ham, hvor han så nærmest påråber sig voldtægt.
Nå ja, og efter de to-tre flasker vin, skal forfatteren så mødes med den fordrukne pastor, for at afholde familiemøde med sine klienter.

2. Under et møde, hvor Ester er manisk, laver hun et verbalt udfald mod mentoren, hvilket udløse denne sætning: »Pinligheden får mig til at snappe efter vejret. Møgungen er besat«

Redigeringsmæssigt er der nogle steder, jeg meget gerne havde set rettet – ikke mindst set i lyset af, at denne roman beskæftiger sig med alvorlig sygdom:

En psykiater må ikke tale med forældre og fremmede mennesker om en myndig patient uden dennes tilstedeværelse eller skriftlige accept.

”Jeg har tavshedspligt” siger forfatteren. På næste side møder han så en bekendt og siger næsten øjeblikkeligt: ”Ester er indlagt på psykiatrisk afdeling” for så senere i handlingen at gentage: ”Jeg har tavshedspligt”

»”Nervemennesker”« burde retmæssigt være benævnt psykisk sårbare eller sindslidende.

På et tidspunkt blev både ord og handlinger så absurde, at man som læser overvejer om romanen er en satirisk spejling af personlige coaches og/eller den etablerede forlagsverden. Men en god (også satirisk) roman skal kunne meget mere end blot at beskrive en forsmået mand i hans bitre navlebeskuende og sexistiske tilgang til livet, mennesker og sine egne gerninger.

Denne sprogligt, let tilgængelige roman, der lovede virkelig meget, kunne f.eks. have givet læseren: en fortælling fra første parket, om at forsøge at få fodfæste som forfatter. Læseren kunne også have fået en stærk autobiografisk fortælling om at være tæt på et psykisk sårbart menneske - med eller uden en satirisk udlægning af snobberiet.