Der er Knud, som er død

: Oprettet: 7. januar 2020

deterknud

Storhed står (måske) for fald

Knud lægger sig i forlængelse af forgængeren ”Balloner forbudt” som udkom og blev anmeldt her i 2017 – se mere nederst på denne side. Robert Zola Christensen er en forfatter, der evner at sprede sig og eksperimentere med forfatterskabet. Han har studeret både dansk, litteraturvidenskab og sociologi i tre lande. Læg så dertil, at hans forfatterskab dækker alt fra fagbøger over f.eks. børnebøger, essays, poesi og romaner. Knud blev Bognørdens tredje møde med forfatterens værker.

Allan skilt fra Lone, far til to teenagedrenge og arbejdsløs akademiker. Jobcenteret er ved at være godt trætte af Allans vrangvillighed overfor at komme i job. Så da han bliver ”tilbudt” to uger som højskolelærer føler han sig tvunget til at tilbringe julen på en højskole i Sønderjylland. Allan bryder sig godt nok ikke om tanken om, at hans drenge skal fejre endnu en jul med Lones nye kæreste, den velhavende landsholds-sportsmand Morten. For Morten har en, for Allan, kedelig indflydelse på sønnerne, der nu bliver klippet som Morten, dyrker atletik som Morten og spiser sundt som Morten. Til gengæld er Allan svært tilfreds med ikke at skulle tilbringe endnu en jul med sin alkoholiker mor. Eneste lydpunkt hos moderen er, at hun har indset, at hun ikke har brug for de mange kontanter i bankboksen. Faktisk synes moderen, at Allan og hans søster skal tage ned og hente pengene. Det er jo alligevel deres arv, så de kan lige så godt tage dem nu, synes moderen. Dét er Allan enig i, så sammen med sin søster, tager han i banken, deler bunken i to, lægger sin andel i rygsækken og begiver sig hjemad. Men lige før, han skal med toget, møder han sin ungdomskæreste, den søde og dejlige Amina. De ender på en af fortidens spisesteder, udveksler minder og opdateres på hinandens nutid. Juletiden er på plads, alt kører for Allan… og så alligevel slet ikke.

Sprogligt er ”Knud…” en herlig forfriskende modpol til handlingens mørke. Præcis som i forgængeren, er også denne roman en jeg-fortælling. Han er en navlebeskuende, bedrevidende mand, der til enhver tid ser egne behov før andres. Allan mener faktisk selv, at han er på forkant med tingene, han ser sig selv som en gave til både omgangskreds og til højskolen. Derfor tager Allan gladelig læseren med ind i de kædereaktioner af tilfældigheder, dårlige beslutninger, og det storhedsvanvid, som rammer ham hen over julemåneden

Zola stadfæster endnu en gang, at han forstår at fastholde sine læsere med de patriarkalske portrætter. Selv om romanen kun udspiller sig over et par uger i julemåneden, er både indhold og bagtæppet i København, Hundested, Rødding og Flensborg repræsentativt for Allans liv. Lad dig således ikke narre af den smalle tidshorisont og det lave sidetal, for denne roman er på alle måder et fyldigt billede af, hvad manglende (selv)indsigt kan gøre ved en mand, der i dén grad lever ved siden af sin samtid.

Dette er som nævnt, den anden Zola roman, der er anmeldt hos Bognørden. Endnu en gang er det en roman, der spiller på flere heste. Er det mon en karikatur på en skilsmisseramt mands midtvejskrise, eller måske et prik med en sylespids pegefinger, til en mand, der kører i ring – eller måske er det i virkeligheden en opsang til omverdenen, fordi den (vi) ikke har sat en pind i hamsterhjulet? Døm selv!

Ét er sikkert: Allans historie er både underholdene, tankevækkende og stærkt insisterende. Og Robert Zola Christensens kortromaner om voksne infantile mænd, bør afgjort stå på din læseliste. Det kan nemlig være dig eller en i din nærhed, der har inspireret forfatteren, og det spejlbillede fortjener at blive fremvist og udskiftet.