Splinter

: Oprettet: 14. august 2019

splinter metoo

#Metoo

Russiske Irina Bjørnø kom som lektor, til Danmark for at undervise på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) Men siden 2010 har det været litteraturen, der har været hendes omdrejningspunkt. Eget forlag og op mod 50 udgivelser på tre forskellige sprog, vidner om en stor skabertrang.

Splinter er en yderst minimalistisk samling. De 43 sider rummer 18 tekster, hvoraf de to er direkte oversættelser (engelsk-dansk eller dansk-engelsk) og endelig er der indsat billeder til flere af teksterne – formodentlig forestillende forfatteren selv. Dertil kommer efterord, forfatterbiografi og en fin beskrivelse af forfatterens møde med det danske sprog. Jeg har her udvalgt nogle karakteristika fra samlingen:

- ”Dansen er død”
»I går dansede jeg på scenen, og pludselig stoppede dansen i mig – den var død. Fra dette øjeblik kunne jeg ikke huske dansens trin. Og så indså jeg, at denne dans var en anden persons projekt. […] Samtidig med at min dans ”døde” på scenen, gav min ven et foredrag om menneskers lykke. Ordene var ikke hans, men udsvunget af andre menneskers projekter«

- ”Kender du det…”

»Kender du det, at du begynder at blive i dårligt humør […]
Kender du det, at du begynder at være irriteret og ked af det [… ]
Kender du det, at du begynder at føle dig krænket […]

[…] Liver er for kort til at spise dårlig mad
Livet er for skønt til at omgås egoistiske mennesker
Livet er for kort til, ikke at opleve ægte kærlighed […]«

- ”Nabo”

»Åh, disse naboer! Han kom for atse, hvordan jeg bor her alene. I en smal korridor skete det, han havde håbet på – et møde mellem to kroppe, berøring, den ubevidste hævelse, rødme og tankerne fra hans side […]
En indre stemme skriger i mig:»#Metoo!« Igen! Mine grænser er perforerede, relationen er også. […]
Jeg flytter mine øjne fra hans rødmossede, fedtede ansigt, og siger bestemt:»Gå væk, lad mig være i fred, forlad mit hus – og mit liv!«
»Gå væk for evigt – jeg har alt, hvad jeg behøver for at være lykkelig. Jeg tror du vandrede ind i mit liv ved et uheld. Væk med dig!«
[…] Jeg drikker bitter kaffe. #metoo. Igen og igen. I må ikke.
[…]Han taler ikke længere til mig. #Metoo«

Metoo kampagnen, er jo et fælles opråb mod seksuelle krænkelser. Den har heldigvis sat retten til egen krop i fokus, men kampagnen blev også banemand for en ”krænkelses kultur”, hvor alt kan krænke alle.
Forfatteren her, har taget afsæt i kampagnen og derfra forsøgt at opbygge en litterær pendant.

Forlaget lovede: »bogen er samling af digte, kort noveller og “refleksioner” - med fælles tema - “kærlighed og #metoo.« Det er præcis, hvad læseren får, en pose blandede bolsjer, hvor #metoo, ligesom fotografierne, er kastet ind her og der.

Jeg fik desværre aldrig den læseoplevelse, jeg havde håbet på. I stedet for at komme med ind under huden på samlingens figurer og fundere over, hvad #Metoo er for en størrelse anno 2019. Ja, så sad jeg og læste stereotyp udlevering af mænd (f.eks. trænere, naboer og ældre/gamle elskere, der savler) "Splinter" Teksterne blev aldrig levende for mig, de blev for banale og for "fabrikerede." Jeg evnede ganske simpelt ikke at få brugbart udbytte af teksterne - for mig var det tilfældige tekster, hvor #metoo blot var et indsat ord.

Sigende for min oplevelse er det, at den ene tekst, jeg fandt levende og vedkommende – var forfatterens beretning om Elna Marie Jensen på Pile Allé. Dét var en levende fortælling, der stak ud - mere af det tak!