Pin It

Forfra

Noveller

Så er der nyt fra den produktive forfatter, som har gjort interaktioner mellem mennesker til sit fokus. Joan Dansberg har tidligere udgivet bl.a. ”Sagde du noget, kælling?” og ”Aftenlys” og så har hun skrevet ”Sprællevende” i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse, og endelig har Joan Dansberg skrevet om sin senhjerneskadede mand, bl.a. ”Broderparten” som var der, jeg kom i berøring med forfatteren.

"Forfra" rummer 14 noveller, hvis røde tråd er interaktioner mellem (familie)mennesker og det indre drive, der ikke altid er, hvad det giver sig ud for at være. Jeg har valgt nogle eksempler ud:

Hvem elsker hvem:

Om to barndomsvenner, der mildt sagt er hinandens modsætninger. Ven nr. et: Enlig curlingmor med fire hunde og fem forskellige fædre til de fem børn. Ven nr.to: velklædt og bedrevidende enlig mand, der mener at kende sin barndomsveninde bedre end hun selv gør. Hun er ked af, at en af fædrene (ham hun savner) har aflyst sin weekend, med deres fælles søn, så hun måtte melde afbud til biografturen med vennen. Vennen derimod, ærgrer sig over, at han glemte at tage en anden frakke på, en frakke som ikke suger hundehår. Nå ja, og så vil han gerne have sønnen ud af køkkenet, så han kan fortælle om sin seneste scoring.

Skriget:

Om en lille pige, der bare gerne vil have sin mors kærlighed. En pige, der hver søndag er med til frokost hos farmor, hvor hun ønsker af hele sit hjerte, at hun kommer til at skifte sin faste plads ud. Denne søndag har pigens mor så også pålagt pigen at holde sin mund, holde på en hemmelighed. Det er vist heller ikke så svært når man både er bange og higer efter sin mors opmærksomhed… eller er det?

Sussi Sommer:

Om en ung mand, der hver morgen på vej til arbejde, passerer en pæn ældre dame, der sover på bænken. Damen ligger altid under dagens avis og nikker altid til den unge mand, lige indtil den dag, hun ikke vipper avisen til side og hilser på ham. Den unge mand bliver stødt, for damen ved da, at han kommer på det tidspunkt hver dag. Og, selv om hun er gammel og må fryse grumt, der på bænken, så er det vel ikke for meget forlangt, at andre tager sig af hende, og hun på sin side, anerkender, at han naturligvis skal have sin "morgenhilsen"

Årsdagen:

Om en ulykkelig mand og far, der hver søndag besøger sin hjerneskadede hustru på hospitalet. Han håber stadig, at den tomme skal vil revne, og hans elskede hustru komme tilbage igen. Men en dag møder han, mod alle odds en ny kvinde. En kvinde, der måske kan lave frikadeller som hans hustru gjorde det, en kvinde, der trods placeringen af mandens datter i et lille loftværelse, måske kan give manden alt det han savner.

Generelt er ”Forfra” yderst letlæselig. Det er en novellesamling, hvor handlingerne er tidsløse og evigt aktuelle i hver sin form. Tidsspekteret afspejles også i flere af novellerne, hvor nogle er helt uden tid, mens andre både sprogligt og via rekvisitterne, kan dateres årtier bagud. Både Askepot og Britta Nielsen (svindler fra Socialstyrelsen) er da også eksempler på, at forfatteren har hentet inspiration i både virkelighed og eventyr. Temaerne er nemlig gammelkendte, måske er de blevet forfinet ad åre, men hensigt og indsigt er den samme.

Dansberg viser en usædvanlig fin indsigt i mennesket og vores tanker og handlinger. Jeg kan garantere, at læserne vil nikke genkendende til én eller flere figurer og episoder. Jeg er ligeledes begejstret for forfatterens evne til at spidde og hudflette mangel på moral (eller måske dobbeltmoral) mangel på empati og en udtalt mangel på selvindsigt. Men, lige så vigtig er måden at udstille de menneskelige egenskaber på.

Her, synes jeg desværre, at nedslagene mister realismen. De nærmest groteske metaforer og klichéer fjernede fokus fra temaer og handlinger, for så i stedet at sætte spot på de kunstige og modsatrettede episoder. Jeg køber præmissen med, at overdrivelse fremmer forståelsen, at humoren har fået erkendelsens rolle, men jeg mistede desværre flowet, da jeg ikke evnede at veksle de stadig mere groteske indslag til den indsigt, forfatteren må have ønsket af mig.

Der er ingen tvivl om, at Dansberg er en god iagttager. Hun kan opstille episoder, hvor de menneskelige sider (som her er lidet flatterende) kommer til skue, åbent eller ud gennem sidebenet. Personligt, vil jeg meget hellere have haft det objektive fokus, frem for det metaforiske billedsprog. Selv hårde emner, bliver tålelige og kapable, når de gøres realistiske og levende – så, det håber jeg, at forfatteren vil skabe mere af i de kommende værker. 

 

 

© Bognørden

 

Tidligere udkommet og anmeldt hos Bognørden:

Broderparten – Læs anmeldelsen her

 

Forfatter: Joan Dansberg

159 sider Forlaget Lunden

Anmeldereksemplar

Pin It