Pin It

en af dagene

Kim Karmark er forfatter og freelancer med en fortid som kreativ direktør i reklamebranchen.

Men han er også manden bag de to sublime romaner Ud i det hvide og Toyotanotaterne (se mere under denne anmeldelse) Jeg kan godt afsløre, at jeg var mere end begejstret for de to forgående romaner og det har naturligvis sat barren højt i forhold til denne tredje roman.

En af dagene er fortællingen om at se tilbage på et liv fyldt med skam og skyld. En nat ringer telefonen, han tager den og hører Tess´ stemme og så vælter minderne frem. For Tess er en af de kvinder han har haft et forhold til - altså ved siden af ægteskabet med Elly. Her i livets efterår er Elly ramt af demens, hun er ikke rigtig til stede mere og de klare øjeblikke bliver færre og færre. Tvillingepigerne er begge bosat i udlandet, så Elly er faktisk det eneste faste holdepunkt i hans liv - og det slutter når kommunen kommer i næste uge. Den kommende adskillelse giver anledning til at mindes tiden med Tess, den kvinde, der udover Elly, har betydet mest for ham. Men selv om tiltrækningen var stor og forholdet uundgåeligt, var slutningen lige så uundgåelig og kom til at få fatale følger for de fire implicerede parter. Kunne det egentlig have været anderledes? var det, det hele værd? Elly tilgav - eller gjorde hun? og lige så vigtigt: har han tilgivet sig selv?

Romanen er bygget op omkring fortælleren og hans erindringer. Handlingen springer i tid og sted da han både reflekterer over fortiden med både Elly og Tess - og nutiden med Elly. Sproget er, i vanlig stil, flydende, ligesom de dybe personportrætter endnu en gang er spillevende og vidner om stor menneskelig indsigt. Men, springene mellem for og nutid ødelagde faktisk mit læseflow. Jeg kom aldrig rigtig tæt på figurerne og sad hele tiden og følte, at jeg manglede fordybelsen som jeg ellers har været så begejstret for hos Karmark.

Tag ikke fejl, Karmark er en mester i at beskrive det mørke, skæve og "grimme" som bor i alle mennesker. Det gør han også her, men jeg evnede ganske simpelt ikke at fastholde mit flow, og så kom jeg unægteligt til at sammenligne med de to forgående, og der er En af dagene desværre lige et niveau under hos mig.

Jeg fik en fin læseoplevelse, der sætter fokus på at miste. Samtidig er det et fint indlæg i oplysningen omkring demens/alzheimers og, hvordan det kan være at være pårørende. Så hvis du, som jeg, kan lide at reflektere under læsningen, så må Karmark med på læselisten. Selv om jeg denne gang blev en anelse skuffet, ser jeg meget frem til mere.

 

 

 © Bognørden

 

Tidligere udgivet og anmeldt på Bognørden:

Ud i det hvide - Læs anmeldelsen her

Toyotanotaterne - Læs anmeldelsen her

 

Forfatter: Kim Karmark

208 sider byens forlag

Anmeldereksemplar

Pin It