Vi var mennesker i skyggernes tid

: Oprettet: 20. juni 2018

vivar mennesker

Mads Søby er uddannet pædagog og Cand.mag i historie og idéhistorie. Han har udgivet både digte og noveller og debuterer her som romanforfatter.

Hans er en ung Sønderjyde. Han er opvokset på sin fars gård sammen med far, mor og lillesøster. Livet går sin rolige gang, og Niels skal naturligvis overtage gården. Men, sådan skal det måske ikke gå, for sammen med vennerne Ole og Erik melder den unge mand sig frivilligt til tysk tjeneste. De unge mænd regner med, at de så får aftjent værnepligten i fredstid. Men de unge mænd gjorde regning uden vært, og Hans befinder sig nu i en skyttegrav, i første række ved fronten mens første verdenskrig brager rundt om ham. Mens de mange tyske soldater står og venter på signal til det store stormløb på fjenden, tænker Hans tilbage på sit liv. De kærlige forældre, der er så forskellige. De fantastiske tider med vennerne, indtil Hans må grave dem fri efter et angreb. Tiden på lazarettet, hvor de fysiske skader heler mens en engel pludselig viser sig for soldaterne. Maja hedder englen, og hun får en afgørende betydning for Hans´ heling – men alting har sin tid, og tilbage i skyttegraven nærmer tidspunktet sig, hvor alle mand skal foretage endnu et af de håbløse stormløb på fjenden. Hans er egentlig klar til at dø, han har set nok og mærket lidelser nok. Men, hvad sker der i kampens hede – måske er der alligevel vilje og vej?

Sproget er herlig tidstypisk. De små korte kapitler minder næsten om digte eller noveller, de er punktnedslag i fortid og nutid – erindringer og tanker – kort sagt: besøg i en ung mands indre. Det virker super godt, det er let at finde rundt i tid og sted og sproget passer som fod i hose til handlingen. Og så fornægter forfatterens kærlighed til prosa sig ikke, der er naturligvis også et par digte med i fortællingen om Hans. Samtidig fremstår Hans levende og realistisk i både tanke og handling, det samme gør omgivelserne, der danner bagtæppe for fortællingen.

Jeg var specielt begejstret for de sekvenser, der var sammenhængende og beskrev erindringer. Handlingen udspiller sig, groft sagt, over ganske få minutter i et menneskeliv. Ventetiden i skyttegraven, inden det næste angreb sættes ind. Ventetiden skaber rum til tanke og eftertanke – Det er her, læseren kommer med ind. Jeg køber præmissen, og synes faktisk, at romanen har langt mere fylde end de få sider kunne antyde. Men alligevel blev det indimellem lidt stilstående for mig. Jeg oplevede, at handlingen/tankerne blev for gentagende og indimellem kørte i ring. Da handlingen jo har et yderst snævert tidsperspektiv er jeg med på, at der ganske givet er tankemylder. Men personligt savnede jeg lidt mere variation i tankerne, og havde gerne set flere forskellige tilbageblik – det fungerede nemlig super godt for mig.

Jeg har været så privilegeret at have anmeldt flere af forfatterens værker og endnu en gang konstaterer jeg, at han skriver virkelig godt. Han sprudler af fortællerglæde og har igen vist, at han mestrer kunsten at gengive de inderste tanker på en herligt letlæselig og levende måde. ”Vi var mennesker” er jo det diametralt modsatte af hygsom sommerlæsning. Det er derimod en dyb og tankevækkende fortælling om krigens gru, et tema, og har således været beskrevet mange gange før. Men desværre er der jo stadig ufred i verden, og jeg vover påstanden, at tankerne fra den tyske skyttegrav ligner de tanker der går gennem krigens ofre også her i 2018.