Den engelske forfatter har arbejdet som både journalist og forlagsredaktør. Hun har allerede en del romaner på cv et, ligesom hun har været indstillet til flere priser for sit forfatterskab.
Maddie er 31 år, singlepige efter, at ekskæresten forlod hende, giftede sig og blev far. Derudover er Maddie eventplanlægger – assistent. I 10 år har hun knoklet for en en kvindelig chef, der mildt sagt, er en heks. Maddie ligger vandret og bedre bliver det ikke, da den ene af hendes to tætte veninder, skal giftes – og den anden skilles. Maddie bliver fanget i spindet mellem at skulle trøste den ene og gratis planlægge den andens bryllup, altså ved siden af et job, der i forvejen kræver mere end 80 timer om ugen af hende. Men det ser ud til at lykken vender for Maddie, for noget ændres på jobbet og samtidig møde Maddie den hotte advokat Will, der bare må have hende – altså indendørs og i hendes lejlighed. Og da Tom, en af Wills bekendte bliver kunde hos Maddie, kommer hun også i klemme der, for Will vil ikke have, at Maddie arbejder for Tom. Men Maddie har alt for travlt til at stoppe op og se sig selv i øjnene, alle river i hende og hun føler endelig, at hun har styr på tingene, eller det er måske så meget sagt…
Romanen er en ny udgave af Bridget Jones, en skøn feelgood roman, hvor der både kræves krummede tæer, stor tålmodighed og suk, af læseren. Sproget er flydende, Maddie er en levende fortæller og læseren er derfor med på forreste række når begivenhederne udspilles. Og da hun samtidig er flink til at løfte sine tanker frem i lyset, er der både sandhed og løgne med på dagsordenen.
Trods det underholdende i romanen, er det også en roman, der sætter venskaber og mennesker i perspektiv. Den bliver aldrig for sukkersød eller kvalm, selv om jeg indrømmer, at Maddie flere gange satte mig på hårde prøver. Jeg nød at være med i hovedet og dagligdagen hos Maddie, hun er let at holde af, og hun egner sig glimrende til en (sen)sommerdag i haven eller på stranden. Og så håber jeg der kommer mere fra Kelk, for hun kan underholde på den herlige måde.
© Bognørden
Forfatter: Lindsey Kelk
396 sider HarperCollins Nordic
Anmeldereksemplar